Politik

Regeringen: Krisen er slut - vi er midt i et opsving

For første gang i mange år befinder Danmark sig i et økonomisk opsving.

Sådan lyder budskabet fra regeringen, der erklærer krisen for ovre.

- Danmark er på vej ind i et opsving. Vi har lagt krisen bag os, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til TV 2 News.

- Det har krævet masser af hårdt politisk arbejde at bringe os i den situation. Nu handler det om, at vi ikke eksperimenterer med dansk økonomi, men holder næsen i sporet, så vi kan fortsætte reformarbejdet, tilføjer den radikale leder. 

Meldingen kommer efter, at de nyeste tal fra Danmarks Statistik har vist, at beskæftigelsen i den private sektor er steget med 38.000 i perioden fra andet kvartal af 2013 til udgangen af sidste år. Antallet af beskæftigede er desuden fortsat med at stige i de første måneder af 2015.

Det fremgår ifølge DR af en økonomisk redegørelse fra regeringen, der bliver offentliggjort torsdag.

Cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank er enig i, at økonomien er på rette vej - med vækst, stigende huspriser og flere job.

Han vil dog ikke bruge udtrykket, at "Danmark er ude af krisen", som regeringen ellers siger.

- Det er lidt en strid om ord. Der er ikke nogen definition af ordet krise i økonomisk forstand. Men der er ikke tvivl om, at det går bedre, end det har gjort, siger Steen Bocian til TV 2 News. 

Cheføkonomen fra Danske Bank mener, at man kan tilskrive de internationale konjunkturer en hel del for de lysere økonomiske tider i Danmark.

Politikerne på Christiansborg har dog også gjort rigtige ting, lyder det. 

- Der er i Danmark over de seneste fem år - både under den tidligere og nuværende regering - lavet reformer, der har været med til at hjælpe, siger Steen Bocian.

Den gode nyhed om dansk økonomi kommer samtidig med spekulationer om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil udskrive valg i denne uge.

En meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau viser mandag, at blå blok står til 54,3 procent af stemmerne, mens rød blok får 45,6 procent.