Politik

Corydon: Vi kunne ikke vente med at sælge DONG

Salget af energivirksomheden DONG, som i starten af 2014 kostede regeringen et parti og en masse støtte, er igen dukket op.

Den tidligere administrerende direktør Anders Eldrup kritiserer salget til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs frem for danske pensionskasser. Men den kritik preller af på arkitekten bag salget, finansminister Bjarne Corydon.

- De danske pensionskasser var jo meget velkomne til at investere, og mange undersøgte muligheden for det, men fravalgte det, siger han til TV 2.

DONG var i kritisk situation

Pensionskassernes tilbud og niveau af interesse er meget svær at fastslå, da buddene er fortrolige. Pensionskasserne udtrykte interesse i medierne, men et endeligt bud er ikke offentligt kendt.

Enhedslistens Frank Aaen siger i dag fredag til TV 2, at man burde have ventet med at sælge DONG, så pensionskasserne kunne få mere tid til at få et bud parat. Men det ville være uansvarligt, siger finansministeren.

- Det er et letsindigt argument. Vi ville have løbet en stor risiko ved at vente. Vi stod med et selskab i ganske store vanskeligheder, som var så dårligt vurderet, at de havde svært ved at låne penge til investeringer. Det skulle løses, hvis DONG skulle have mulighed for at blive ved med at investere i havvindmølleparker, lyder det fra Bjarne Corydon.

- Den her sag er omgivet af en kulørt diskussion, som bare ikke matcher den situation, vi stod i.

Sådan forløb salget af Dong

Februar 2013: Dong-ledelsen indleder en pengejagt, der skal skaffe seks til ni milliarder kroner ekstra i egenkapital efter præsentation af et årsregnskab med et underskud på fire milliarder kroner alene i 2012.

Oktober 2013: Finansministeriet når til enighed om vilkårene for et kapitalindskud i Dong Energy på i alt 11 milliarder kroner fra ATP, PFA Pension og Goldman Sachs. Cirka otte milliarder kroner kommer fra Goldman Sachs. Det giver den amerikanske investeringsbank en ejerandel på 19 procent og en række andre fordele som vetorettigheder i Dong Energys bestyrelse.

25. januar 2014: Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser et forslag fra fire danske pensionskasser om at træde til som investor i stedet for Goldman Sachs og holder fast i, at Dong-aftalen er den bedste løsning for Dong og for den danske stat.

30. januar 2014: SF's formand, Annette Vilhelmsen, meddeler, at hun trækker sig som formand, og at SF forlader regeringen efter store interne uroligheder i forbindelse med Dong-salget. Samme eftermiddag godkendes aftalen endeligt i Folketingets Finansudvalg af regeringen (med SF, red.), Venstre og De Konservative.