Politik

Arbejdsgivere vil skære i sociale ydelser: Flere skal i arbejde

Dansk Arbejdsgiverforening er kommet med et forslag på 28 punkter, som på mange områder er et opgør med det sociale system og de sociale ydelser herhjemme.

Forslaget er udarbejdet efter svensk forbillede og peger på, at danskerne skal arbejde mere. Det betyder blandt andet, at der skal skæres i kontanthjælpen, og at flere førtidspensionister skal tilbage på arbejdsmarkedet. I alt skal 85.000 danskere i arbejde, og det vil skaffe Danmark 60 milliarder kroner, ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Reformforslaget bliver lanceret i Berlingske Tidendes tirsdags-udgave, men allerede i TV 2 NEWS mandag aften hilste Venstres næstformand Kristian Jensen forslaget velkommen.

- DA peger på præcis det samme, som vi gør; at der er for få danskere, der byder sig til i de jobs, der er, siger Kristian Jensen til TV 2 NEWS.

Han vil dog ikke gå ind i en mere uddybende vurdering af DA-forslagets meget detaljerede forslag til fx kontanthjælp-satser.

- Jeg vil ikke skrive under på de konkrete niveauer, der lægges op til, lyder det fra Kristian Jensen.

Kommentator: Forslag åbner for spørgsmål til Venstre

Venstres tilbageholdenhed med at være konkrete er præcis partiets problem i øjeblikket, vurderer Troels Mylenberg, chefredaktør på Fyns Amts Avis og politisk kommentator, over for TV 2 NEWS.

- Hvad er det Venstre vil? Hvor ligger det moderne kontanthjælpsloft? Det her tydeliggør, at vi mangler de meldinger fra Venstre. Men det er godt for Venstre, at en magtfuld organisation som DA foreslår det, som vi må forvente er Venstres politik, siger Troels Mylenberg til TV 2 NEWS.

Se interview med Kristian Jensen i video over artiklen og med Troels Mylenberg herunder

I fagbevægelsen møder forslaget foragt. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, er "dybt rystet".

- Det er i mine øjne helt ude i hampen. Jeg ved ikke, hvad det er for et velfærdssamfund, de forestiller sig, at de kan redde. De sætter da kursen direkte mod et samfund, hvor vi vender tilbage til tidligere tiders fattighjælp.

- Jeg er dybt rystet. En ting er, at arbejdsgiverne taler om, at det skal betale sig at arbejde og er bange for, at høje sociale ydelser vil presse de laveste lønninger i vejret. Noget andet er at komme med et udspil som dette. Det, synes jeg, er uanstændigt, siger Dennis Kristensen til Ritzau.

Det vil DA

DA vil sænke en række sociale ydelser, som knytter sig til arbejdsmarkedet.

Kontanthjælpen for forsørgere over 30 år skal nedsættes med lidt over 1.000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4.000 kroner om måneden.

Resultatet vil være, at de tre ydelser alle sammen ligger på det samme niveau, nemlig lige over 13.500 kroner om måneden.

Det er meningen at reformerne skal skaffe 85.000 danskere i arbejde. De 25.000 skal hentes blandt førtidspensionister, 10.000 fra personer i fleks-job, 20.000 fra ikke-arbejdsmarkedsparat kontanthjælp, 10.000 fra personer på sygedagpenge, og 20.000 fra ledighed.