Politik

Styrelse underkendt i Eritrea-sag: Advarsler var ikke i orden

Det var ikke i orden, at Udlændingestyrelsen sendte to centrale embedsmænd hjem og gav dem advarsler for deres ageren i forbindelse med udformningen af den omdiskuterede Eritrea-rapport. 

Og dermed bliver advarslerne nu ophævet.

Sådan lyder konklusionen ifølge TV 2's oplysninger i den afgørelse, der nu er blevet truffet af Justitsministeriet i forbindelse med den personale-sag, der opstod i forbindelse med Eritrea-sagen. 

Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, bekræfter overfor TV 2, at der er nu er truffet en afgørelse i sagen. 

- Jeg kan bekræfte, at der er truffet en afgørelse i personalesagen. Det er jeg netop blevet orienteret om, siger han. 

TV 2 har tidligere interviewet en af de to embedsmænd, der altså deltog i Udlændingestyrelsens fact-finding mission i det afrikanske land, og som efterfølgende blev hjemsendt. Han kaldte den omdiskuterede Eritrea-rapport for makværk. Du kan læse interviewet her.

Ombudsmanden skal nu tage stilling til, om han ønsker at gå ind i sagen:

- Det er det vi har afventet i forhold til, om vi skal gå ind i sagen. Men det er for tidligt at sige, hvordan vi reagerer på sagen, siger han. 

Strid om rapport

Eritrea-sagen tog sin begydelse, da Udlændingestyrelsen i august sidste år besluttede sig for at sende en mission til Eritrea for at undersøge forholdene i det afrikanske land. Det skete som følge af en voldsom stigning i antallet af personer fra Eritrea, der søgte asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen ville derfor undersøge, om forholdene i det afrikanske land var forbedret så meget, at man kunne sende asylansøgere retur til landet.

Den efterfølgende rapport - Eritrea-rapporten - endte med at konkludere, at personer, der var flygtet fra Eritrea, godt kunne vende tilbage, uden efterfølgende at blive straffet.

Men den konklusion blev dog straks efter angrebet fra mange sider. En af hovedkilderne til rapporten - professor Gaim Kibreab, følte sig "misbrugt". FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har kaldt rapportens brug af citater for "selektiv", at der ingen overvejelser er om kildernes pålidelighed, og at der er rod i, hvem der har sagt hvad. Og Jens Weise Olesen - en af de to embedsmænd, der deltog på rejsen til Eritrea og efterfølgende blev hjemsendt - har blandt andet kaldt rapporten for venstrehåndsarbejde.  

- Det er en torpedo direkte ind i det arbejde, vi har lavet gennem 20 år for at opbygge troværdighed og gennemskuelighed, lød det blandt andet fra Jens Weise Olesen.

Embedsmand vil tilbage til arbejdet

I dag er Jens Weise lettet over, Justitsministeriets afgørelse, og håber, at han nu kan vende tilbage til arbejdet i Udlændingestyrelsen: 

- Jeg er frygtelig glad og lettet. Det har været en lang, hård tid med megen usikkerhed og frygt. Det betyder derfor utrolig meget for mig at advarslerne nu er blevet trukket tilbage og jeg forhåbentlig snart vil kunne genoptage mit arbejde, siger Jens Weise og fortsætter:

- Vedrørende fremtiden må jeg gå ud fra, at vi begge herefter vil kunne arbejde ud fra de standarder som vi altid har fundet relevante og nødvendige i et offentligt dokumentationsarbejde. Det her er en meget stor dag for mig, siger han.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter