Politik

Hans Engell om skattesag: Det er en megaskandale

Det er meget svært at forestille sig, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen kendte til, at over 300 danskere havde et stort milliardbeløb stående i den schweiziske storbank HSBC - med stor sandsynlighed for at nogle af kunderne gemte pengene for det danske skattevæsen. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at Politiken bringer historien om et historisk læk af fortrolige oplysninger fra verdens næststørste banks schweiziske afdeling.

Politiken har via et samarbejde med Le Monde og International Consortium of Investigative Journalists fået adgang til HSBC-listen, der i alt rummer 106.458 kunders data om deres indestående på i alt 666 milliarder kroner i 2006-2007.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at en skatteminister uanset partifarve ville kunne ignorere, at en række danskere har milliarder gemt i skattely, siger Hans Engell til tv2.dk.

Ifølge Hans Engell må fejlen være placeret hos Skat.

- Jeg tror, at sagen ligger hos Skat. Jeg tror ikke, at den har været inde på politisk niveau. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen minister eller departementschef kan lukke øjnene for sådan en sag - hvis det endelig var, at de havde gjort det, hvorfor har Skat så ikke gjort nogen indsigelse?

Mega skandale for SKAT

Ifølge den politiske kommentator er der tale om en mega skandale for SKAT.

- Det er en mega skandale, at de danske myndigheder ikke ligesom de spanske og franske myndigheder har benyttet muligheden for at indhente de lækkede skatte-oplysninger, siger han. 

Nuværende skatteminister Benny Engelbrecht (S) har nu bedt Skat om at indhente de lækkede oplysninger. Han erkender over for Politiken, at det var en fejl, at Skat lod årene gå.

- De her informationer har vi ikke, og vi har ikke bedt om dem, og det burde man have gjort tilbage på det tidspunkt, hvor det var muligt at skaffe dem. Og så er det, at jeg lægger mig fladt på maven og siger: Ja, det burde man have undersøgt dengang. Nu må vi så komme i gang, siger skatteministeren, som først blev opmærksom på sagen, da Politiken spurgte.

Kan ende som en kæmpe brøler for Troels Lund Poulsen

Viser det sig imidlertid at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) var bekendt med de lækkede oplysninger, men ikke bad om at få dem udleveret, så er der tale om en kæmpe politisk brøler, vurderer Hans Engell.

- Det er meget alvorligt, hvis det viser sig at Troels Lund Poulsen har været politisk indblandet. Men som sagt ligner det mest af alt en mega-brøler i Skat lige nu, afrunder Hans Engell.

Undersøgelse skal placere ansvaret

Skats direktør, Jesper Rønnow Simonsen, har nu iværksat en undersøgelse af de interne arbejdsgange.

Ifølge advokat i Advodan og specialist i skatteret Søren Aagaard kan det da også kun gå for langsomt med at få afdækket handlingsforløbet – eller manglen på samme – hos Skat.

- Det er relativt enkelt for Skat at finde ud af, om navnene på listen er skattepligtige i Danmark. For mig lader det til at være en sag, der ligger lige til højrebenet. Men der er mange ting, som er uforståelige i Skat i disse dage, siger Søren Aagaard, der peger på, at forældelsesfristen for straffesager om gemte penge udløber efter ti år.

-  Det betyder, at man skal ud i nogle helt ekstraordinære paragraffer om unddragelse for at stille de relevante personer til ansvar. Men det bliver sværere og sværere, jo længere tid der går.

Han betegner det samtidig som utænkeligt, at en sag med beløb i denne størrelsesorden ikke har været oppe at vende på højeste niveau i ministeriet.

- De har interne instrukser om, at hvis det er sager, der kan skabe en væsentlig offentlig omtale, skal det højere op i systemet. Jeg kan ikke forestille mig, at andet har været tilfældet på daværende tidspunkt, lyder det fra advokaten. 

Milliarder af skatteindtægter efter læk af HSBC-kundeliste i Schweiz.

I en række lande har skattemyndighederne indhentet skatteindtægter for flere milliarder kroner, efter man har modtaget den lækkede liste med HSBC-kunder i bankens afdeling i Schweiz. 

Danmark: 0 kr. - Har først bedt om at få udleveret listen efter Politikens afsløringer.

Frankrig: 1,285 mia. kr. siden 2009.  

Spanien: 1,970 mia. kr. siden 2010.

Grækenland: Ukendt beløb siden 2010.  

Belgien: 3,230 mia. kr. Tidspunkt for udlevering af listen er ukendt.

Storbritannien: 1,340 mia. kr. siden 2010.  

Italien: Ukendt beløb siden 2010.  

Tyskland: Ukendt beløb siden 2010.  

Irland: 34 mio. kr. siden 2010.  

Canada: 328 mio. kr. siden 2010.  

Argentina: Ukendt beløb siden 2014.  

Indien: 3,310 mia. kr. Tidspunkt for udlevering af listen er ukendt.

Kilde: Politiken