SF presser regeringen med ny jobplan

16x9
En ny vækstplan fra SF skal ifølge partiet selv give 9.000 private og 4.000 offentlige job Foto: Scanpix

Der er akut brug for flere arbejdspladser, og derfor bør statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indkalde til forhandlinger om, hvordan man sætter sk

Der er akut brug for flere arbejdspladser, og derfor bør statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indkalde til forhandlinger om, hvordan man sætter skub i væksten.

Sådan lyder meldingen fra SF's formand Pia Olesen Dyhr, der i dag fremsætter sin nye vækstplan 'Investering i mennesket'.

- Regeringen nedskriver igen og igen væksttallene, og der er et ekstremt behov for at få skabt nogle arbejdspladser, siger formanden til Berlingske.

Med planen lægger SF blandt andet op til en ny bolig-job-ordning, populært kaldet håndværkerfradraget, som skal hæves fra 15.000 kroner til 25.000 kroner per person og trækkes i en grønnere retning.

Dermed nærmer SF sig Venstre og Lars Løkke Rasmussen, der for kort tid siden meddelte, at han ikke ville være statsminister, hvis ikke han kan få genindført håndværkerfradraget.

SF og Venstre har tidligere været uenige om, hvordan håndværkerfradraget skal finansieres, men nu meddeler Pia Olesen Dyhr, at finansieringen ikke nødvendigvis behøver ske ved at udskyde de planlagte selskabsskattelettelser med tre år, som partiet tidligere har lagt op til.

- Det, vi er optaget af, det er, at vi får skabt job. Vi er åbne for at finde en anden finansiering, så længe den ikke rammer kernevelfærden. Det vil sige, at det ikke skal være folk på overførselsindkomst, der skal betale, siger formanden.

Selv om både Venstre og SF vil have genindført håndværkerfradraget, holder regeringen over for Berlingske stadig fast i, at ordningen ikke skal genindføres.

- Det er et meget populært forslag, og det er måske derfor, SF går arm i arm med Løkke. Men vi mener ikke, at det er et klogt forslag, når man tænker på, hvor meget det koster, lyder meldingen fra Socialdemokratiets finansordfører, Jesper Petersen.

SF's jobplan

En grøn bolig-job-ordning
Fradraget skal hæves til 25.000 kroner, men skal til gengæld bruges på tiltag, der enten forbedrer husets energitilstand eller bidrager til klimasikring. Det kan være nyt tag, bedre isolering, nye vinduer mv. Det vil skabe 2.200 job.

Sanktionere kommunernes underforbrug
Det skal være muligt at sanktionere de kommuner og regioner, der underforbruger, på samme måde som dem, der overskrider budgettet. Det vil ifølge SF skabe 4.000 offentlige job og 500 private job.

Investeringsløft
Inden for miljø, klima, uddannelse mv. skal der investeres op mod fem mia. kroner årligt i tre år. Det skal finansieres ved at udnytte det økonomiske råderum, som EU tillader. SF forventer, det vil skabe omkring 3.600 job.

Grøn erhvervspolitik
Der skal stilles en række grønne krav til danske virksomheder, som skal skabe 2.700 job i 2016