Politik

Vi skal bekæmpe barbariet

En massakre har fundet sted i det franske satiremagasin ”Charlie Hebdos” redaktionslokaler.  Mindst 12 uskyldige mennesker er blevet mejet ned at hætteklædte gerningsmænd med automatvåben, og endnu flere er sårede. Et vidne fortæller om, at gerningsmændene råbte ”Allah er stor”. Derfor må det formodes, at det drejer sig om muslimer.

”Charlie Hebdo” trykte blandt andet Muhammed-tegningerne, og bladet er ikke bange for at gøre grin med alt og alle – heriblandt også muslimer, som på linje med alle andre bliver gjort til genstand for satire og humor.

Forbrydelsen er modbydelig og fej. At bryde ind på en redaktion og myrde uskyldige er en gerning, som trodser enhver beskrivelse. En gerning, som befinder sig hinsiden al menneskelighed. Det er barbari. Det er uciviliseret. Det er ikke alene massemord på uskyldige; det er også en trussel mod hele det vestlige demokrati og vores ytringsfrihed.

Hvornår får vestlige ledere øjnene op for, at vores demokrati er alvorligt truet? Dette kunne også være sket her i Danmark, hvor Jyllands-Posten – og siden også Politiken - trykte Muhammed-tegningerne første gang i september 2005. Dengang krævede feje politikere og ambassadører, at statsminister Anders Fogh Rasmussen skulle ”undskylde”.

De feje politikere og ambassadører talte om, ”ytringsfrihed med omtanke”, og at man ikke må ”krænke” andre. Men handler humor og satire ikke netop om at krænke? Uden denne ret kan ytringsfriheden slet ikke eksistere. Der kan slet ikke trækkes nogen ”streg” for ytringsfriheden – kun når den misbruges til at opfordre til vold som i Grimhøjmoskéen i Aarhus.

Nu vil vi komme til at høre den ene ekspert og politiker tale om, at vi ikke kan gøre noget ved truslen. Vi kan ikke lukke munden på dem, som opfordrer til terror. Vi kan ikke lukke en moské, som fungerer som rekrutteringskontor for ”hellige mordere” til dødsbrigaderne i Islamisk Stat i Syrien og Irak. Vi kan ikke gøre noget, siger de. Vi MÅ ikke gøre noget, advarer de.

Men det her drejer sig om vores frihed. Det drejer sig om vores overlevelse som frie mennesker i frie, vestlige nationer. Truslen har aldrig været større end nu. Vore politikere skal beskytte befolkningen. Det er de folkevalgtes ansvar at sikre danskernes tryghed og frihed. Det indebærer, at vi med alle midler skal bekæmpe de kræfter, som vi ødelægge vores land.

Et første naturligt skridt vil være at lukke moskéer, hvorfra der prædikes had og rekrutteres ”hellige mordere”. Samtidig skal alle, som deltager i Islamisk Stats dødsbrigader, øjeblikkeligt miste deres danske statsborgerskab, ligesom vi skal udvise imamer og andre, som opfordrer til angreb på vesten og vores frihed.

Mine tanker går til ofrene for den forfærdelige forbrydelse i Paris – og til deres pårørende, som har oplevet et helt ufatteligt tab.