Politik

Menneskerettigheds-organisation om Eritrea-rapport: "Dybt probematisk"

Den kontroversielle Eritrea-rapport fra Udlændingestyrelsen, som justitsminister Mette Frederiksen (S) har krævet en redegørelse om, er "dybt problematisk" mener menneskerettigheds-organisationen Humans Right Watch.

Ifølge Humans Right Watch antyder rapporten, at reformer, som regeringen i Eritrea kan tænkes at gennemføre, tillader at flygtninge fra bl. a. Eritreas værnepligtssystem kan sendes sikkert hjem til Eritrea.

- Den danske rapport ligner mere en politisk indsats for at begrænse migration end en ærlig vurdering af Eritreas menneskerettigheds-situation, siger Leslie Lefkow, vicedirektør for Afrika i Humans Right Watch.

Han mener Danmark og andre europæiske regeringer bør afvente en undersøgelse fra en FN-kommission, som er blevet etableret juni i år - den skal undersøge forholdene i Eritrea.

- I stedet for at spekulere over mulige reformer fra regeringen i Eritrea, bør regeringerne vente og se, om ønskerne rent faktisk fører til ændringer, siger Leslie Lefkow.

Ifølge FN's flygtinge-organisation UNHCR er antallet af flygtninge fra Eritrea tredoblet i 2014 til 37.000 i de første ti måneder af året.