Politik

Hækkerup afviser Eritrea-indblanden: Ingen er så dumme

I fredags blev der skabt fornyet tvivl om, hvorvidt Justitsministeriet har forbrudt sig mod armslængdeprincippet i sagen om den meget omtalte Eritrea-rapport.

Det skete, da TV 2 kunne bringe et interview fra august med daværende justitsminister Karen Hækkerup, der slog fast, at det var hende, der havde taget initiativ til ”fact-finding-mission” i Eritrea. Senere lød det dog, at der var tale om en fejl.

I dag uddyber hun sit svar i et interview med TV 2. Hun henviser til, at medarbejderne stadig var i Eritrea, da hun gik af som minister, og at hun derfor ikke skulle kunne have påvirket udarbejdet af rapporten.

"Tror ikke nogen er så dumme"

Dermed fastholder både hun og den nuværende justitsminister, Mette Frederiksen (S), at de ikke har blandet sig i udarbejdelsen af rapporten. Det er selvom flere af folkene, der var med i processen, skulle have følt et pres ovenfra for at nå en bestemt konklusion. Men det afviser Karen Hækkerup.

- Jeg tror ikke, der er nogen i styrelsen, der er så dumme, at de tror, der findes nogle politikere, der kunne finde på at bestille et fagligt, ikke professionelt resultat, og hvis der var nogle politikere, der var så dumme, så er der sådan set også regler for, hvordan man skal håndtere det, siger hun.

- Jeg kan ikke forstå, hvis de har opfattet det på den måde, at jeg har bestilt noget, der ville være ulovligt. Det kan jeg ikke forestille mig, at nogen medarbejder ville få den tanke, siger Karen Hækkerup.

Hilser undersøgelse velkommen

Hun henviser til, at der nu kommer en ny undersøgelse, som man må afvente resultatet på. Og skulle der efterfølgende være krav om at undersøge Hækkerups rolle i forløbet, hilser hun en sådan undersøgelse velkommen.

- Det ville næsten være rart. For det er en ubehagelig mistanke, der er blevet kastet mod mig, Så skulle nogen have lyst til at kigge ind i det, så vil jeg sige, at de er velkomne, jeg vil tage det med sindsro, men det bliver et meget kort kapitel, siger Karen Hækkerup.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter

Hvorfor kommer klippet først frem nu?

Interviewet med Karen Hækkerup blev lavet den 13. august om aftenen i Torshavn efter en pressemeddelelse fra Justitsministertiet med titlen ”Minister sætter ind overfor stigning af asylansøgere fra Eritrea.” En bid af interviewet blev bragt i 22 Nyhederne.

TV 2 sletter som udgangspunkt råbånd, efter de har ligget 14 dage i arkivet, da det ellers ville kræve en meget stor serverkapacitet. Efter de 14 dage er det kun de klip, der har været offentliggjort på TV 2s platforme, der kan genskabes.

TV 2 har dog alligevel kunnet genskabe interviewet med Karen Hækkerup, da det er blevet lavet af en freelancefotograf på Færøerne, som ikke havde slettet interviewet fra sit eget arkiv. TV 2 modtog interviewet sent torsdag aften efter flere dages søgen.