Politik

Direktør taler betydning af egen rapport ned: Den er ’tippet’

Udlændingestyrelsen vil alligevel ikke – med den omstridte Eritrea-rapport i hånden –afslå at give eritreere asyl i Danmark.

Det slår direktør i Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, nu fast, efter at der fra flere sider er blevet rettet en massiv kritik mod myndighedens Eritrea-rapport.

Dermed ændrer Udlændingestyrelsen opfattelse af, hvor meget værdi deres egen rapport kan tillægges. Rapporten konkluderer helt overordnet, at folk, der er flygtet illegalt ud af det afrikanske land, vil kunne vende tilbage igen uden at frygte fængselsstraf eller tortur. En konklusion, der strider imod hvad Amnesty International, Human Rights Watch og FNs særlige udsending til Eritrea eksempelvis har konkluderet.

I forbindelse med offentliggørelsen af Eritrea-rapporten, udtalte vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lykke Sørensen, at ”forholdene i Eritrea vedrørende nationaltjeneste og illegal udrejse ikke i sig selv udgør forfølgelse eller giver de pågældende krav på beskyttelse.”

Altså: De danske myndigheder skal afvise asylansøgere – der alene er flygtet illegalt ud af Eritrea - og sende dem tilbage til landet, fordi der ikke er fare for, at de bliver fængslet eller tortureret.

Men den massive kritik af rapporten - hvor en professor der er citeret blandt andet føler sig ”misbrugt”  – får nu Henrik Grunnet til at nedtone betydningen af rapporten:

- Det, der stod i rapporten var, at der ikke generelt set er nogen risiko knyttet til den omstændighed, at man er rejst illegalt ud, og på den måde har unddraget sig nationaltjeneste. Dér siger vi nu, at den (altså konklusionen om at man kan vende tilbage til Eritrea uden at frygte straf, red.) er ”tippet” – der er en anden tvivlssituation nu, fordi det samlede billede er, at der har været den udvikling omkring en af kilderne for eksempel, siger Henrik Grunnet og fortsætter:

- At der er sådan en tvivl, at vi ikke generelt kan komme til det resultat at give afslag.

Altså: Vi kan ikke generelt give afslag på asyl til eritreere, der er flygtet illegalt – for der er tvivl om, hvorvidt rapporten har ret i, at man kan vende tilbage til landet uden at blive straffet.

Så efter et par uger med voldsom debat om rapporten, er vi nu tilbage til udgangspunktet fra før rapporten udkom?

- Jamen ikke på grund af rapportens manglende validitet. Men fordi der er en ændret vurdering på baggrund af rapportens oplysninger, herunder det forløb, som vi nu vil beskrive i et appendix, men en kilde, som har fragået sin deltagelse.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter