Politik

Yahya Hassan mødte op til DFs julefrokost i julemandskostume

Dansk Folkeparti havde fredag aften besøg af en noget usædvanlig gæst til deres årlige julefrokost.

Digteren Yahya Hassan mødte nemlig op i julemandskostume, og holdt en tale for de mange fremmødte.

- Han ironiserede blandt andet over Danmarks største digtere og Danmarks største parti. Det var hylende morsomt, siger Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard til tv2.dk.

Yahya Hassan optrådte som en del af et bingo comedy show, hvor han var hemmelig gæst.

Kjærsgaard: Hans digte er forfærdelige

Den unge aarhusianske digter har ellers tidligere fået en hård medfart af partiets tidligere leder, Pia Kjærsgaard, som ikke mener, at hans digte har det fjerneste at gøre med poesi.

- Jeg synes, at hans digte er forfærdelige. Det er godt, at han rører ved det og åbner for det, men lad være med at fortælle mig, at det er digte. Det er protestbrøl, har Pia Kjærsgaard tidligere sagt til netavisen Altinget.dk.

Digteren modtog dog også støtte fra partiet, da en digtoplæsning med ham blev aflyst på Vollsmose Bibliotek sidste år. Digtoplæsningen endte i sidste ende med at blive gennemført.