Politik

Måling: Søren Gade vil være bedst som V-formand

Der er størst tiltro til Søren Gade som Venstre-formand. Det viser en ny måling fra Megafon. Målingen afslører, at 30 procent af de adspurgte mener, at Søren Gade vil være den person, der bedst "vil kunne sikre Venstre det bedste resultat som formand for partiet ved næste folketingsvalg". 

Dermed overgår han både folkene i det nuværende formandskab, Lars Løkke Rasmussen(18 procent) og Kristian Jensen(16 procent).

Søren Gade blev et varmt navn i Venstre-kredse tilbage i juni omkring krisesituationen i Venstre, hvor han blev nævnt som afløser for Lars Løkke Rasmussen. På daværende tidspunkt var Søren Gade administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, men det er ikke en barriere, som tynger ham længere: I september stoppede han nemlig i den rolle, hvor Karen Hækkerup overtog.

Tidligere har Søren Gade også været nævnt som Venstre-formand. Det har også været tilfælde i andre målinger; blandt andet så sent som i oktober hvor 40 procent af de adspurgte mente, at han ville være den bedste formand. 

Omvendt viser målingen også, at det er mere lige mellem Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen, hvis man spørger dem, der stemte Venstre ved sidste valg: 31 procent tror på Søren Gade, mens 34 procent tror på Lars Løkke Rasmussen.

Troen på Søren Gade er altså på begge fronter faldet en smule i forhold til den måling, hvorimod Lars Løkke Rasmussen får opbakning fra tilsvarende 18 procent som i den sidste måling, mens Kristian Jensen går to procentpoint frem fra den måling, hvor han blev støttet af 14 procent.

Formandskabet er i denne weekend igen et taleemne, fordi der mandag udgives en bog om Lars Løkke Rasmussen. Den går blandt andet tæt på tiden i juni, hvor formandskabet var på spil, men det er ikke en tid, som Lars Løkke Rasmussen mener, at der bør bruges meget tid på:

- Jeg har lagt 3. juni bag mig, Kristian Jensen har lagt 3. juni bag sig. Folketingsgruppen har lagt 3. juni bag sig, og vi kigger fremad og koncentrerer os om at vinde næste valg, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.

http://tools.tv2.dk/widgets/factbox/251102