Grønlandsk valggyser afgjort med 326 stemmer
Det grønlandske valg blev en yderst tæt affære, hvor blot få hundrede stemmer skiller de to største partier.
Regeringspartiet Siumut er fortsat Grønlands største parti med 326 stemmer flere end Inuit Ataqatigiit (IA).
De to partier får dog begge 11 mandater i landstinget, og ingen af dem kan derfor mønstre et flertal – heller ikke sammen med deres støttepartier. De små partier får dermed en afgørende rolle i de næste dage, hvor Siumut med Kim Kielsen i spidsen skal forsøge at danne en regering. Der skal 16 mandater til at få flertal i det grønlandske parlament.
Sara Olsvig fra valgets næststørste parti IA er den partileder, der har fået flest personlige stemmer. Både hun og Kim Kielsen har under valget bejlet til at blive landsstyreformand, Olsvig ser valgresultatet som en blåstempling af IA’s politik:
- Det står meget, meget klart efter de her resultater, at Inuit Ataqatigiit er et troværdigt parti. Vi har styrken og evnerne til at rette op på Grønlands økonomi og politiske situation. Vi vil gå ind i forhandlingerne med åbent sind, men vi har nogle meget klare krav til de samarbejdspartnere, vi muligvis vil få, siger Olsvig til TV 2.
Blandt andet er ’god regeringsførelse’ vigtig, fastslår hun:
- Vi skal have troværdigheden tilbage, og vi skal have økonomien tilbage på sporet. Vi skal tage ansvar for den økonomi, vi har i dag. Vi vil samarbejde med alle partier, men vi har krav om god forvaltning af landskassen, siger Sara Olsvig.
Efter fredagens tætte valg i Grønland er det mest sandsynlige, at de to største partier i fællesskab danner regering. Det vurderer Klaus Georg Hansen, antropolog og samfundsforsker med bopæl i Grønland.
- Mit bedste bud i øjeblikket er, at det ender med en bred regering bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit. Det vil give et helt massivt flertal på 22 mandater og dermed mulighed for at skabe brede forlig, siger Klaus Georg Hansen til ritzau.
Han nævner, at en regering med de to suverænt største partier - Siumut fik 34,3 procent af stemmerne og IA 33,2 procent - også er et ønske fra mange vælgere.
- Det kan godt være, at vælgerne i bygderne ude ved kysterne ønsker en ren Siumut-regering, fordi det giver folk i bygderne en række fordele. Men blandt meningsdannere, intellektuelle og eksperter er der et stort pres på politikerne for, at der skal skabes en bred regering. Og det pres spiller naturligvis også ind, mener Klaus Georg Hansen.