Politik

Jelved svinger håndtasken

De er oppe mod stærke kræfter. Den konservative Lars Barfoed og Venstres Michael Aastrup Jensen tror, de kan noget, som ikke engang den engelske premierminister Tony Blair eller den tyske kansler Gerhard Schröder kunne i slutningen af det forrige århundrede.

Nemlig at overbevise kulturminister Marianne Jelved om, at hun tager fejl.

Det drejer sig om DR’s Underholdningsorkester. Et politisk flertal vil have DR til at fjerne orkestret fra DR’s spareplan. På tirsdag vil flertallet presse ministeren til at gribe ind, selv om Jelved hidtil har peget på armslængdeprincippet, hvor Christiansborg ikke må blande sig. Kulturministeren hævder samtidig, at der ligger en politisk aftale netop om overholdelse af det, som flertallet nu bryder.

Flertallet står på deres og insisterer på, at når der er et flertal, må ministeren rette ind.

Men er et nu så sikkert? Marianne Jelveds politiske historie er fyldt med eksempler på, at hun ikke viger for bajonetterne.

Nogle eksempler:

Vi går tilbage til 1987. Marianne Jelved er netop blevet valgt til Folketinget for første gang. Som miljøordfører går hun op imod folkestemningen. Endda hjemme i hendes egen valgkreds. Som tungen på vægtskålen stemmer de radikale med hende i spidsen for et forslag, der giver en kemikalievirksomhed i Køge lov til at producere et grønt produkt til landbrugets plantebeskyttelse. Miljømæssigt rigtigt, men undervejs i fabrikationen farligt på en måde, der får kritikerne til at sammenligne med Seveso-katastrofen i Italien, datidens helt store miljøskandale.

Jelved står fast, selv om demonstranter ender i hendes baghave, Folketinget bliver udsat for aktioner og den mere rutinerede Lone Dybkjær tilbyder at overtage ordførerskabet. Forslaget bliver vedtaget og den radikale leder Niels Helveg Petersen får ikke kun øjnene op for en stålsat politiker, men også en soleklar kronprinsesse.

Godt ti år efter i 1999. Marianne Jelved står som økonomiminister fast på en otte år gammel EU-beslutning om at afskaffe det toldfrie salg mellem EU-landene i lufthavnene. Hun er ellers under pres. Både den engelske premierminister, den franske ministerpræsident og den tyske kansler har lovet hjemme at udskyde beslutningen for at redde i tusindvis af lufthavnsarbejdspladser.

Men Jelved står fast. En aftale er en aftale. Tony Blair og Gerhard Schröder må sande, at kvinden med håndtasken er så stejl som en Margaret Thatcher. Beslutningen får de ikke ændret. Det toldfri salg forsvinder.

To år før. Under Folketingets åbningsdebat i oktober 1997 vil den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrive folketingsvalg. Mødet bliver afbrudt flere gange. Vicestatsministeren fra Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, synes nemlig, at det er en dårlig ide. Til sidst råder Nyrups socialdemokratiske partifælle Svend Auken ham til at sætte hårdt mod hårdt. Statsministeriet udformer den traditionelle erklæring om, at nu bliver der udskrevet valg, men regeringen går ikke af. Fortællingen er, at Jelved sender den retur med en enkelt tilføjelse i hendes sirlige dansklærer-håndskrift. ”Dog går de radikale ud af regeringen”. Folketingsvalget kom året efter.

Senest har Marianne Jelved fået hestesporten på nakken. De næste fire år skal der spares 30 millioner i offentlige tilskud til Taroks efterkommere og andre krikker. Stillet over for truslen om, at det vil lukke travbaner og alt muligt andet, står ministeren alligevel fast. De kan hoppe og springe. En aftale er en aftale.

På tirsdag er det så Barfoed, Michael Aastrup Jensen og alle de andres tur til at få Marianne Jelved til at gå imod sig selv. Mon det lykkes? Døm selv.