Politik

Samfundstjeneste eller fængselsstraf

”Vi ved, at det virker … Der er færre, der falder tilbage til kriminalitet, når de idømmes samfundstjeneste”. Sådan citerer Jyllands-Posten justitsminister Mette Frederiksen for at sige. Udtalelsen er faldet i forbindelse med en revision af straffeloven, hvor regeringen vil sende færre i fængslet og lade flere aftjene deres straf som samfundstjeneste. Men ved vi nu også, at det virker?

Der kan være gode argumenter for og imod samfundstjeneste. Men det her argument virker umiddelbart ualmindeligt godt. En af de vigtigste grunde til, at vi straffer folk, er, at vi håber, de får en lærestreg og ikke begår kriminalitet igen. Efter at have læst den undersøgelse, der ligger til grund for lovforslaget, er vi dog uenige med Mette Frederiksen i, at ”vi ved, at det virker”.

Undersøgelsen viser intet om, at den type mennesker, der bliver straffet med fængsel i dag, ville begå mindre kriminalitet, hvis de fik samfundstjeneste i stedet. Den viser alene, at den type mennesker, der får samfundstjeneste er mindre tilbøjelige til at begå ny kriminalitet end den type mennesker, der får en fængselsstraf.

Hvorfor kan vi ikke finde effekten af samfundstjeneste ved bare at sammenligne dem, der idømmes samfundstjeneste med dem, der idømmes fængsel?  Som vores gode kollega fra Syddansk Universitet, Erik Gahner, skrev i Politiken allerede i juni, da rapporten kom ud, vil det være som at sammenligne pærer og bananer.

Der kan være alt muligt andet, der gør de to grupper forskellige og mere eller mindre tilbøjelige til at falde tilbage i den kedelige vane at forbryde sig mod straffeloven. F.eks. kan man nemt forestille sig, at de, der vurderer, hvilken straf forbryderne skal have, vil have en tendens til at give de mere hårdkogte forbrydere en fængselsstraf. Og de mere hårdkogte typer er nok, uanset hvilken straf de får, mere tilbøjelige til at begå mere kriminalitet. Ellers ville de ikke være hårdkogte.

Vi advarer på forhånd om, at det bliver lidt teknisk og langt, men som det så ofte er sandt, så ligger djævlen i detaljen. Det er i hvert fald tilfældet her.

Hvor ”ved vi det fra”?

Læser man lovforslaget finder man mange henvisninger til denne betænkning fra Straffelovrådet, og læser man dens side 66 og 67, vil man finde en henvisning til denne rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor. Og læser man den rapport, har man grund til at blive bekymret.

Den centrale konklusion fra rapporten er, at samfundstjeneste reducerer tilbagefaldet til kriminalitet med omkring 15 pct. Har man forstand på statistik, er man ikke i tvivl om, at der mangler belæg for den konklusion. Det kan man ikke, da konklusionen bygger på sammenligninger mellem usammenlignelige grupper og fejlfortolkninger af statistiske modeller. Man sammenligner pærer og bananer og tror, at vægt er opgjort i kroner i stedet for kilo.

Ud fra rapporten kan man konkludere, at der er en sammenhæng mellem, hvilken straf man får og sandsynligheden for at begå ny kriminalitet. Men man kan ikke konkludere, at det er straffen, der påvirker sandsynligheden for at begå ny kriminalitet. Som vi forklarer nedenfor, kan forskellen i recidivisme (tendensen til at begå ny kriminalitet) eksempelvis ligge i, at det typisk er mere hårdkogte kriminelle, der begår kriminalitet igen samtidig med, at det også er mere hårdkogte kriminelle, der får fængselsstraffe.

Dertil kommer, at de tal, der i rapporten bliver sat på sammenhængen, bygger på fejlfortolkninger af det statistiske materiale. Fortolker man de statistiske modeller korrekt, er sammenhængen mindre end halvdelen af, hvad rapporten påstår.

Rod i antagelserne

Det første problem er, at det er svært at måle effekter. Vi er ikke tilfredse med blot at vide, om kriminelle, der idømmes samfundstjeneste, er mindre tilbøjelige til at begå ny kriminalitet end kriminelle, der idømmes fængselsstraf. Vi vil vide, om de samme personer ville være mindre tilbøjelig til at begå ny kriminalitet, hvis de fik samfundstjeneste i stedet for fængsel. Og de to ting er langt fra de samme.

I sin essens er problemet, at den samme person kun får en type straf. I den bedste af alle verdner kan vi lave et eksperiment, som vi kender det fra lægevidenskab og i stadigt stigende grad samfundsvidenskaberne, hvor en kontrolgruppe får fængselsstraf (en placebo), mens en forsøgsgruppe får samfundstjeneste (medicinen). Hvis man sørger for, at det er tilfældigt, hvem der havner i hvilken gruppe, kan man sammenligne grupperne over tid og finde en gennemsnitlig effekt for dem.

Hvis vi ikke i den bedste af alle verdner, kan vi forsøge at udbedre lidt på forskellen mellem grupperne ved at kontrollere statistisk for en lang række faktorer, for at gøre grupperne mere sammenlignelige. Det er den verden, rapporten lever i. Men det er en svær verden at leve i, for man kan altid drage tvivl om, om der nu også er kontrolleret for alt det, der betyder noget.

I rapportens side 9 understreges det, at de statistiske analyser indeholder et usædvanligt stort antal kontrolvariable. Altså at der er gjort meget for at gøre de to grupper sammenlignelige. Det kan godt være, men vi undrer os over i hvert fald en meget vigtig, åbenlys mangel. Der er store forskelle imellem hvilken type forbrydelse, man har begået og risikoen for at få en fængselsstraf. 60 pct. af de fængselsstraffede er voldsforbrydere.

Det samme kan man kun sige om 46 pct. af dem, der blev straffet med samfundstjeneste. Men ser man på de statistiske modeller, er der tilsyneladende ikke kontrolleret for dette. Det, synes vi, er meget mærkeligt. Lad os vende tilbage til de hårdkogte typer fra før. Kunne man forestille sig, at sådanne hårdkogte typer ville være mere tilbøjelige til at begå vold? I så fald vil de have større sandsynlighed for at få fængselsstraf.

Og hvis disse hårdkogte typer er mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet, så overdriver den statistiske model den gavnlige ”effekt” af samfundstjeneste. I rapporten bliver det altså antaget, at de kan bruge forskellen mellem to fundamentalt forskellige grupper til at identificere effekten af samfundstjeneste. Det tror vi ikke på.

Rod i fortolkninger

Desværre slutter problemerne ikke her. Selv hvis vi troede på, at der var tale om en reel effekt, fortolkes effekten forkert i rapporten.

Hvis man er i tvivl om, at rapporten går galt i byen, kan man bruge ganske kort tid på at fundere over, hvad der står nederst på side 10 og øverst på side 11.

Her beskrives, at sandsynligheden for at begå ny kriminalitet inden for et år er 72 pct. for en person, der er idømt samfundstjeneste (hvilken skal sammenlignes med 100 procents sandsynlighed for, at en fængselsstraffet begår ny kriminalitet). Det er for det første en fejlfortolkning. Som man kan læse tidligere i rapporten begår omkring én ud af fem af de dømte kriminalitet igen inden for et år. Ikke et sted mellem 72 og 100 procent.

For det andet, og hvad der er endnu værre, siger forfatterne, at de 72 procent skal sammenlignes med en 100 pct. ”fastsat” sandsynlighed for tilbagefald for en, der har fået fængselsstraf. Dette efterlader læserne med det klare indtryk, at effekten af samfundstjeneste er en reduktion i sandsynligheden for at begå ny kriminalitet på 28 pct.  

Rapporten ombestemmer sig dog hurtigt. Øverst på næste side konkluderer forfatterne således, på baggrund af et andet statistisk mål, at effekten af samfundstjeneste er en 18 pct. reduktion i sandsynligheden for ny kriminalitet. Dette er imidlertid endnu en fejlfortolkning.  Det mål siger ikke noget om reduktion i sandsynligheden.

Den sidste af disse fejlfortolkninger har Justitsministeriet brugt i det lovforberedende arbejde til at sige noget om de generelle effekter af samfundstjeneste. Det er tal, som Straffelovrådet eksplicit henviser til, når de skriver, at den typiske effekt af samfundstjeneste er en 15 procents reduktion i recidivisme.

Hvilken forskel mellem samfundstjeneste og fængsel kan man så rent faktisk udlede fra rapportens analyser? Det er svært at sige uden at have fuld adgang til datagrundlaget. Den statistike model, der er brugt er nemlig svær at fortolke (bare spørg, de statskundskabsstuderende vi har undervist på andet år!), da effekten er forskellig for alle i modellen.

Ud fra de tal, der er til rådighed i rapporten, har vi imidlertid forsøgt at estimere sammenhængen for en person, der har nogle typiske værdier i rapportens model 1. Vi finder frem til at sandsynligheden for tilbagefald er omkring 32 pct. for en person, der får fængselsstraf og omkring 25 pct. for en, der får samfundstjeneste. Det er en forskel på omkring 7 procentpoint. Noget lavere end de 18, de 28 eller de 15 pct., som anføres forskellige steder i rapporten og betænkningen, der referer til den.

Retfærdigvis skal det siges, at rapporten kan have relative ændringer i tankerne og ikke absolutte ændringer i tankerne. Er det tilfældet, er forskellen omkring 21 procent. (For udregninger se her). Imidlertid tyder fortolkningen nederst på side 10 på, at de mener absolutte forskelle.

Ingen lette løsninger

Rapporten fejler altså på flere niveauer. Den giver ikke mulighed for, som vi ser det, reelt at måle effekten af samfundstjeneste frem for fængsel.  Og den fejlfortolker sine egne statistiske analyser. Fejlfortolker dem på en måde, der overdriver de positive effekter af samfundstjeneste.

Vi ved altså ikke, om det virker at give folk samfundstjeneste i stedet for fængsel. I hvert fald ikke ud fra denne her rapport.

Dermed siger vi ikke, at man skal lade være med at forsøge sig med mere samfundstjeneste. Man kan bare ikke bruge denne rapport som argument for, at samfundstjeneste skaber mindre kriminalitet. Og det kan dem, der måtte kritisere lovforslaget sådan set heller ikke. Bare fordi vi ikke kan være sikre på, at samfundstjeneste skaber færre kriminelle, betyder det ikke, at vi kan være sikre på, at det ikke gør.

I stedet må man forsøge sig med mere sofistikerede effektmålinger, som f.eks. Rockwool-fonden har gjort her.

Hvis man ikke gør det. Hvis man i stedet bare insisterer på, at ”vi ved, at det virker”, er man hverken ærlig over for sig selv eller vælgerne.