Politik

Espersen træt af trusler: Lukker sin Facebook-profil

"Dette vil blive min sidste opdatering på Facebook."

Sådan begynder en statusopdatering fra folketingspolitikeren Søren Espersen (DF), som fortæller, at han har modtaget så mange trusler på det sociale medie, at han ikke gider mere.

"Vel har der da været mange gode, venlige og spændende kommentarer, som jeg takker for, men herudover - træls nok - har min dagligdag de seneste år på Facebook været et væld af dødstrusler samt andre trusler - herunder også mod min kone," skriver Dansk Folkepartis udenrigsordfører, der ellers har lige under 7000 følgere.

"Ind i mellem har jeg brugt timer på at fjerne dem, men nu gider jeg ikke mere. Jeg er jo af natur en glad sjæl, og ser med denne beslutning frem til nogle endnu gladere dage."

Søren Espersen har siddet i Folketinget for Dansk Folkeparti siden 2005. Inden da var han pressechef i partiet.