Politik

Espersen angriber Camre: Det vrøvl vil jeg ikke høre på

Mogens Camre har tidligere været et særdeles højtstående og fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti - men nu bliver han irettesat offentligt af den nuværende partitop.

Det er partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der sent søndag aften greb til tasterne og skrev sin ærlige mening om Camres udtalelser vedrørende et interview med integrationsminister Manu Sareen udført af DR-journalisten Erkan Özden.

"Jeg er stærkt forbløffet over Mogens Camres etnicitets-udtalelser. Den slags hudfarve-vrøvl gider jeg simpelthen ikke høre på," skriver Espersen, og erklærer sig enig i DR-værten Kim Bildsøe Lassen, der kalder Camres udtalelser ubehagelige.

"Jeg havde en underlig fornemmelse, da jeg så DR1's tv-avis her til aften. En journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder. De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark," skrev Mogens Camre blandt andet i et Facebook-opslag, han siden har slettet.

- Der var jo flere sider med kommentarer, så jeg har fjernet det - det fyldte for meget. Nej, jeg fortryder ikke det, jeg skrev, det er slet ikke derfor - det jeg skrev er helt neutrale kendsgerninger, har Mogens Camre fortalt til tv2.dk

SF's ligestillingsordfører Özlem Cekic er dog ikke imponeret over Espersens afstandtagen til Camres udtalelser.

"Du mener vel Camres racistiske udtalelser? Lad os kalde en spade for en spade," skriver hun på Twitter.

Mogens Camre er tidligere medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, og er nu medlem af byrådet i Gladsaxe.