Politik

Overlæge: Otte afgørende svar om arvelig kræft

Et stigende antal danskere søger viden om deres gener for at få vished om arvelige kræftsygdomme. Overlæge og professor Anne-Marie Gerdes fra Klinisk Genetisk Klinik på Rigshospitalet svarer her på de oftest stillede spørgsmål om gentest.

Er alle kræftformer arvelige?

- Nej, langt de fleste kræftsygdomme er ikke arvelige. Men indenfor næsten alle typer kræft er der undergrupper, der er arveligt betingede. 

Bør jeg blive gentestet hvis flere i min nære familie har eller har haft kræft?

- Det er en mulighed, du kan overveje. Det er vigtigt, at man er orienteret om fordele og ulemper ved gentest, FØR man får taget en blodprøve til gentest.

Kan alle blive testet for arvelig kræft?

- I dag tilbydes gentest til de personer, hvor der er mistanke om arvelig kræft - for eksempel ud fra analyse af ens stamtræ.

Hvordan kan jeg blive gentestet for arvelig kræft?

- Du kan blive henvist til genetisk rådgivning på en af landet genetiske afdelinger, hvis din læge vurderer, at der kan være arvelig kræft i din familie. Her vil man tilbyde dig gentest, hvis der findes mistanke om arvelig kræft.

Hvordan foregår gentesten?

- Gentesten er en blodprøve, som tages efter genetisk rådgivning. Her aftaler I også, hvordan du får svaret på gentesten, og hvad en positiv test vil betyde for dig. Det kan også få betydning for din familie.

Hvad hvis jeg ikke kender alle i min familie?

- Det er bedst med så mange oplysninger om familiemedlemmer med kræft som muligt. Men det er klart, at det ikke altid er muligt at skaffe disse oplysninger, og så laver man en vurdering på de eksisterende oplysninger.

Hvis jeg får påvist en øget risiko for arvelig kræft, hvordan skal jeg så forholde mig?

- Der følger altid et tilbud om regelmæssige undersøgelser eller forebyggende operationer, hvis gentesten viser, at man har øget risiko for kræft. Disse tilbud forbedres hele tiden, og det er håbet, at vi en dag helt kan forebygge arvelig kræft.

Hvad nu, hvis vi ikke er enige i familien om gentest?

- Det er vigtigt at respektere de forskellige valg, der tages internt i familien. Nogle personer ønsker viden og handlemuligheder, mens andre ønsker at leve i uvidenhed. 

Fakta om kræft

Hvert år får 34.161 mennesker en kræftdiagnose (år 2013). Men det er kun cirka 5 procent af disse tilfælde, der alene skyldes arvelige forhold.

Brystkræft og kræft i æggestokke, livmoder og tarm er nogle af de kræftformer, som kan være arvelige. Her har forskerne kortlagt de genmutationer (forandringer i generne), der i visse tilfælde kan forårsage disse kræftformer.

Andre kræftsygdomme kan også være arvelige, for eksempel prostatakræft, kræft i bugspytkirtlen og modermærkekræft. Forskerne kender dog ikke til fulde de genetiske årsager til denne gruppe kræftsygdomme.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse