Politik

Farvel til Frederiksen: Gammeldags vinyl til ung politiker

Helle Thorning-Schmidt var igen i dag på Amalienborg, da Karen Hækkerup træder tilbage som justitsminister til fordel for posten som direktør i Landbrug og Fødevarer.

Klokken 13 var der afskedsreception for Karen Hækkerup i Justitsministeriet, der skulle overdrage ministeriet til nu tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, og klokken 15 skal Mette Frederiksen så overdrage Beskæftigelsesministeriet til Henrik Dam Kristensen.

Afskedsgaven til nu tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen var en vinyl med Bruce Springsteens The River. Den blev overrakt af departementschef i Beskæftigelsesministeriet Peter Stensgaard Mørch.

- Det er en gammeldags vinyl, for trods din unge alder, indrømmer du selv, at der er flere punkter, hvor du er lidt gammeldags, sagde han.

Departementschefen bød Henrik Dam Kristensen velkommen, og det er ikke nogen let opgave, der venter, lød det.

- Du kommer ikke til at kede dig. Når man slår op og ser i programmet, er der 15 forslag til den kommende forsamling, og det er en stor opgave at følge reformerne til dørs, så de kommer til at virke bedst muligt, sagde han.

TV 2 NEWS følger dagens ministerrokade tæt. Se TV 2 NEWS ved at klikke her

Historien kort: Ny ministerrokade

Fredag erfarede TV 2, at Karen Hækkerup (S) går af som justitsminister.

Hækkerup skal være direktør for Landbrug og Fødevarer.

Det er et endegyldigt farvel til politik, siger hun.  Et tab for Thorning, lyder vurderingen.

Nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bliver ny justitsminister. Et overraskende valg, siger TV 2’s politiske redaktør.

Henrik Dam Kristensen er ny beskæftigelsesminister.

Statsministeren præsenterer de nye ministre på Amalienborg kl. 10.15.

Dette er Helle Thorning-Schmidts 8. rokade.