Åbningsdebat: Her er de tre vigtigste emner før valget
Folketingets traditionsrige åbningsdebat, som startede torsdag og sluttede ud på de små timer fredag, blev en generalprøve til Folketingsvalget.
Det siger politisk kommentator Hans Engell til TV 2 News.
Her vurderede han hvilke emner, der især var på banen i åbningsdebatten - hvilket også giver en indikation af, hvilke emner, der bliver centrale i den kommende valgkamp.
Nummer 1 er den økonomiske politik.
- Det er velfærdsdebatten og forskellen på regeringens politik og Venstre, siger Engell.
Nummer 2 er udlændingepolitikken, som måske bliver det afgørende emne i valgkampen.
- Der er ingen tvivl om at hele asyl- og immigrationstemaet bliver stort og det kommer også til at fylde meget. Det er så stort et tema, fordi det - især set fra regeringens øjne - er en meget farlig diskussion. Der er ingen tvivl om, at udlændingedebatten ved valgene i 2001,2005 og 2007 var med til at koste socialdemokraterne magten.
- Derfor ved de også, at hvis denne debat tabes på gulvet, så er sansynligheden for at Thorning kan genvinde regeringsmagten lig nul. Derfor oplever vi også det helt usædvanlige, at Thorning holder en åbningstale, som er præget af alle de stramninger, som regeringen vil gennemføre på asylområdet. Det tager oppositionen så fat i og siger, det er for sent og ikke vidtgående nok.
Nummer 3 er de politiske alliancer.
- Hvem vil hvad med hvem. Hvem kan samarbejde om hvad. Vi ved nogenlunde at på regeringssiden vil De Radikale og Socialdemokratiet fortsætte, men hvad hvis der kommer et blåt flertal. Hvad kan de enes om, hvilken regering får vi og hvilken politik vil de føre.
Løkke tog selv debatten
Samtidig rullede Venstre hele det tunge skyts frem i åbningsdebatten, for mens de andre partier stillede med deres politiske ordførere, så var det Venstres formand og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen, som tog debatten for sit parti.
- Det gav jo fra starten af debatten en tyngde. Så blev Maja Panduro (socialdemokraternes politiske ordfører red.) det meget tynde i forhold til Løkke. Og da Thorning til sidst i debatten skulle svare, var hun ekstremt koncentreret om Løkke og meget hård i retorikken, vurderer Hans Engell.