Racisme-afsløringer vælter ned over svensk parti

Har man åbnet en svensk tabloidavis de seneste uger, kan man næppe have undgået at se dem. Afsløringer af, at fremtrædende medlemmer af det indvandrer-kritiske parti Sverigedemokraterna står bag racistiske udtalelser og handlinger.  

I dag, fredag, er ingen undtagelse. Med blot tre dage til det svenske kommunal-, amts- og rigsdagsvalg, har de to store svenske formiddagsaviser – Expressen og Aftonbladet – nye afsløringer.

- Her smug-filmer SD-topfolk indvandrere, skriver Aftonbladet på dagens forside.

- SD-ordfører skrev på hadesider, lyder det i Expressen.

”Fy fan”

Aftonbladets historie handler om et tv-hold fra Sverigedemokraternas egen webtv-kanal, SD-TV, der under arbejdet med et indslag kører rundt i en forstad til Göteborg og filmer indvandrere i smug.

- Der fik jeg en neger. Føj (fy fan, red.), lyder det på et tidspunkt fra den ene person i bilen. Samtalen fortsætter:

- Jeg havde nogle somalia-bøsser derovre, så jeg kan bare… Drive-by filmoptagelser, lyder det, hvorefter kameraet filmer to somaliske mænd gå på gaden.

En af personerne i bilen er Hans-Olof Andersson, der er formand for partiafdelingen i Lund og ifølge Aftonbladet har et nært forhold til Jimmie Åkesson – Sverigedemokraternas partiformand.

"Unfair over for ravnene"

Expressen skriver fredag blandt andet om en af Sverigedemokraternas fremtrædende kandidater i den sydsvenske kommune Tomelilla, Håkan Malmgren, der under falsk navn har skrevet racistiske indlæg på svenske hjemmesider. Til en artikel på hjemmesiden Politisk inkorrekt med overskriften "Asylansøgende sigøjnere stjæler som ravne,” skrev Malmgren eksempelvis:

- Tal nu ikke skidt om ravne! Sammenlign ikke de stakkels ravne med sigøjnere! Det er unfair over for ravnene.

Til en artikel om et brandattentat mod tegneren Lars Vilks, skrev han om de mistænkte:

- Ind med dem i deres moske. Ups, brændte moskeen op?

Og til en artikel om en svensk selvmordsbomber, der døde i Irak, skrev politikeren:

- Flere af dem! Giv tilskud til selvmordrejser! Booom!

Nultolerence-politik

Afsløringerne er de seneste i en lang række. En kandidat har sammenlignet muslimer med ”en sværm af græshopper”. En anden har skrevet, at ”arabere har voldsommere gener”. En tredje, at "muslimernes handikap sidder i hovedet". En fjerde er blevet fotograferet iført et hagekors-armbånd. En femte praler med at lægge tørrede griseører i bokse med halal-slagtet kød.

Sverigedemokraterna fører – med Jimmie Åkesson i spidsen – en nultolerencepolitik i forhold til racistiske ytringer, og en række af de partimedlemmer, der er blevet afsløret, har efterfølgende trukket sig som kandidater.

Det indvandrerkritiske parti står ifølge de seneste meningsmålinger til godt 10 procent af stemmerne til rigsdagsvalget, hvilket vil være en fordobling i forhold til valget i 2010. Sverigedemokraterna har rødder i slut-80’ernes højreekstremisme, men siden 2005 har den 35-årige Jimmie Åkesson stået i spidsen og har forsøgt at professionalisere og strømline partiet. De øvrige partier i den svenske Riksdag tager imidlertid alle markant afstand fra Sverigedemokraterne – også i den igangværende valgkamp.

- Vi kan under ingen omstændigheder gøre os afhængige af dette parti, lød det under en TV-debat i sidste uge fra Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, der uden Sverigedemokraternas mandater ifølge målingerne står til at miste regeringsmagten til socialdemokraterne.

Sverige går til valg søndag den 14. september.