Politik

Lavede en Lars Løkke under svensk valgdebat: Blev skubbet væk

På søndag skal de svenske vælgere sætte deres kryds for at afgøre, hvem der skal lede den svenske regering de næste fire år. Som en del af den afgørende slutspurt blev der i går på svensk TV4 afholdt en partilederrunde. Der besluttede en af partilederene at gå Lars Løkke Rasmussens trick fra en valgdebat under det seneste valg i 2011 i bedene. Hun valgte at forlade sin plads bag sit podie og gå tværs gennem studiet hen til sin politiske modstander.

Men der stopper sammenligningen. Hvor Lars Løkkes stunt blev taget imod med et smil fra Helle Thorning-Schmidts side, gik det langt fra lige så godt for Centerpartiets leder Annie Lööf, da hun forsøgte sig med manøvren. 

Det hele skete på baggrund af, at Socialdemokraternes partileder Stefan Löfven - der også er favorit til at vinde valget og overtage statsministerposten fra Fredrik Reinfeldt - ikke har villet udtale sig om, hvorvidt det bør være tilladt at opføre nye atomkraftværker i Sverige.

Spørgsmålet har siden forfulgt ham i alle de politiske debatter. Og torsdag aften under partilederrunden valgte Annie Lööf at forhøre ham om det igen.

Da han ikke ville besvare spørgsmålet, valgte hun at forlade sin plads og gå tværs gennem studiet over til ham for at aflevere en analyse om atomkernekraft udarbejdet af den svenske Energistyrelse. 

Men Stefan Löfven var bestemt ikke villig til at tage imod rapporten. Han viftede med sine hænder og afviste at tage imod den.

- Behold den, behold den, sagde han ophidset og tog fat i Annie Lööfs hånd med rapporten i og holdt hende på afstand, så hun ikke kunne aflevere den.

Efter den tv-transmitterede debat for slut, gik Annie Lööf til angreb på S-lederens adfærd og udtalte, at hun var blevet skubbet væk af Stefan Löfven.

- Det var ikke så statsministerværdig gjort af Stefan Löfven. Jeg blev lidt bange for, om han ville udføre et jujitsu-greb på mig eller ej, siger Annie Lööf til Expressen og fortsætter:

- Han nægtede at acceptere rapporten og gav mig et skub. Jeg tror, du kan se, at Stefan Löfven ikke er statsministerværdig, når han ikke engang vil tage i mod en rapport, som han har efterspurgt i lang tid. Det viser, at Löven ikke er klar til at blive statsminister. Som statsminister er man nødt til at være klar til at tage imod nye perspektiver og lytte til, hvad der kommer, og være åben for nye indtryk. Det viste han i dag, at han ikke kan håndtere.

Den nuværende statsminister og leder for Moderaterne, Fredrik Reinfeldt, kritiserede også Löfvens reaktion. 

- Det, vi så i aften, var, hvordan en socialdemokratisk leder opfører sig. Det er magt, de er ude efter, og det er magt, de ønsker at få. Alle andre skal hjælpe dem med at få magten, men de er ikke interesserede i at modtage hjælp fra andre. Löfven har hele valgkampen igennem erklæret, at han ønsker at samarbejde med Centerpartiet, men Annie Lööf kunne ikke engang aflevere nogle papirer til ham. Det var sandheden, vi så, sagde Fredrik Reinfeldt til Expressen.

Selv fortalte Stefan Löfven, at han ikke synes, hans reaktion havde været for voldsom.

- Det var ikke så slemt. Men jeg synes, hun brugte ungdomspolitiske metoder. Jeg har læst rapporten, så det kommer ikke an på den. Det kommer an på den politiske modenhed at diskuktere Sveriges langsigtede energibehov, sagde han.

Ifølge de seneste meningsmålinger ser det ud til, at de svenske vælgere fravælger deres liberale statsminister Fredrik Reinfeldt og i stedet vender tilbage til en socialdemokratisk ledet regering med Stefan Löfven i spidsen. 

De seneste dage er vælgere dog begyndt at sive væk fra Stefan Löfven og oppositionen, og det har gjort valget mere lige. Dog ser Socialdemokraterne stadig ud til at trække det længste strå.

Valget bliver afgjort søndag den 14. september. 

Hvordan ender valget i Sverige?

Den rødgrønne blok, der består af Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljøpartiet, har en samlet opbakning på 48,1 procent i den seneste meningsmåling udført af Ipsos for Dagens Nyheter.

 De borgerlige går i målingen tilbage med 0,8 procentpoint til 36,9 procent.

 Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna står til en opbakning på 9,7 procent, mens Feministisk Initiativ for første gang er over spærregrænsen med fire procent.