Radikale: Tag passet fra kommende Syrien-krigere

Alene mistanken om, at en dansker er på vej til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller andre islamistiske grupper, skal være nok til, at man inddrager personens pas og dermed forhindrer rejsen.

Sådan lyder meldingen nu fra Morten Østergaard, indenrigs- og økonomiminister og ny leder for de Radikale.

- Vi er nødt til at sige, at nu må vi have en effektiv stopklods for, at danske statsborgere rejser ned og bidrager til de konflikter vi i øvrigt gør os store bestræbelser for at løse med diplomati, udviklingsbistand og ind i mellem også danske soldaters hjælp, siger Morten Østergaard og fortsætter:

- Nu handler det om at finde ud af, hvordan man bedst kan stoppe det. Vi har ikke problemer med at inddrage folks pas, hvis de er på vej til at tage ned og bidrage til hellig krig, til ekstremisme og ufred i dele af verden hvor vi sådan set arbejder på det modsatte. Men det må nu vise sig, hvordan det kan løses bedst muligt. Det vi bare siger nu er, at vi har en forpligtigelse til at stoppe det, og hvis ikke det kan stoppes, må det straffes.

Så passet skal kunne inddrages på mistanken om at man vil tage derned?

- Det handler jo om at de her ting skal foregå på retsstatens sikre grundlag. Vi vil jo ikke ofre de værdier, vi kæmper for at bevare. Men det handler selvfølgelig om, at når man inddrager folks pas, så gør man det på forhånd for at forhindre, at de tager ned og deltager i en konflikt, og dermed bliver det på mistanken.  

Hvordan skal det i praksis finde sted?

- Det er jo det, der må afklares i den videre proces. Under alle omstændigheder skal det selvfølgelig være på retsstatens sikre grundlag.

R-ordfører: Ikke en retsstat længere

Anderledes har meldingen lydt fra Jeppe Mikkelsen, retsordfører fra Radikale, der tidligere på måneden afviste tanken om at inddrage folks pas alene på en mistanke.

- Der er nogle basale rettigheder, som for eksempel retten til at bevæge sig frit rundt, som man ikke kan fratage folk, med mindre man har beviser for, at de gør noget, der er kriminelt. Ellers har vi ikke retsstat længere. Vi er nødt til at have konkrete beviser, ellers er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, sagde Jeppe Mikkelsen til Berlingske.

Om de udtalelser siger Morten Østergaard nu:

- Det er da et stort indgreb at inddrage folks pas. Vi har tidligere spillet ud med det i forhold til tvangsægteskaber, for at undgå at unge piger blev sendt til Pakistan for at blive gift med folk de slet ikke kendte. Og derfor er det en sti, som Radikale Venstre har betrådt. Men det er lige så klart, at det skal foregå på retsstatens sikre grundlag, og derfor skal man selvfølgelig kunne få det prøvet ved en dommer.  

Venstre er positive

Mindst 100 personer er ifølge Politiets Efterretningstjeneste de seneste år rejst fra Danmark til Syrien for at medvirke i den igangværende borgerkrig. Regeringen annoncerede tidligere på måneden, at de var på vej med en række initiativer, der skal dæmme op for problemet. Og alt tyder altså på, at muligheden for at fratage personer deres danske pas bliver en af initiativerne.

Venstres integrationsordfører Martin Geertsen er positiv over for Morten Østergaards nye melding. 

- Alle gode forslag, der kan være med til at sætte en prop i at både mænd og kvinder fra det muslimske miljø i Danmark rejser til Syrien eller Nordirak med en risiko for at vende tilbage radikaliserede, er vi sådan set villige til at kigge på.