R: Dagpengerapport er misvisende og mærkværdig

Det er misvisende, når en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) konkluderer, at dagpengereformen ikke virker efter hensigten.

Sådan lyder det fra gruppeformanden for De Radikale, Camilla Hersom:

- Man kan ikke konkludere på reformens effekt, når reformen ikke er fuldt indfaset endnu. Derfor virker det meget mærkværdigt, at man har lavet en evaluering af effekten, siger Camilla Hersom til tv2.dk.

Hun fremhæver, at dagpengereformen først blev udskudt, og regeringen derefter indførte de midlertidige arbejdsmarkeds – og uddannelsesydelser for at afbløde effekten af dagpengereformen.

Derfor har ingen danskere endnu prøvet kun at have to års forsørgelse, fordi de har haft adgang til arbejdsmarkeds- eller uddannelsesydelsen, påpeger Camilla Hersom:

- De midlertidige ydelser bliver nedtrappet mod 2016. Det betyder, at vi skal ind i 2016, før vi får et reelt billede af reformens effekt. Derfor ændrer denne rapport ikke ved vores opbakning til reformen, som, vi mener, er god.

Hun fortsætter:

- En evaluering af dagpengereformen i 2016 vil vise et andet og mere retvisende billede.

Mette Frederiksen: Arbejdsløse midt i krise kommer ikke i arbejde

Dermed er De Radikale også uenige med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som på baggrund af rapporten – ifølge nyhedsbureauet Ritzau – nu konkluderer, at idéen om at tvinge de ledige i beskæftigelse ved at tage deres offentlige støtte fra dem ikke virker, når økonomien har det skidt.

- Generelt viser udviklingen på dagpengeområdet, at arbejdsløse midt i en økonomisk krise ikke kommer i arbejde, bare fordi deres ydelse stopper, siger hun i en skriftlig kommentar.

Forskere: Man har overvurderet beskæftigelseseffekten

Forskerne bag rapporten har set på dagpenge-forløbene hos over 50.000 ledige i 2011. Og konklusionen er, at kun én procent af dem kom tidligere i arbejde, end de ville have gjort, hvis de havde fået dagpenge i fire år i stedet for de nuværende to. 

Ifølge SFI-forsker Anders Bruun Jonassen, der har skrevet rapporten, er effekten på én procent meget lille.

- Man har nok overvurderet beskæftigelseseffekten forbundet med dagpengeperiodens udløb. Der er selvfølgelig en besparelse forbundet med at halvere dagpengeperioden, men det ser ikke ud til, at det i væsentlig grad hjælper folk hurtigere i beskæftigelse, siger han i en pressemeddelelse.

Dét handler dagpenge-striden om

  • Det var VK-regeringen, der sammen med de Radikale og Dansk Folkeparti i 2010 vedtog ændringerne af dagpengesystemer. Men det blev Socialdemokraterne, der sammen med De Radikale og SF stod for at gennemføre reformen.
  • Reformen halverer dagpengeperioden fra fire til to år, og samtidig fordobler den længden af den periode, man skal være i arbejde for at genvinde retten til dagpenge fra 26 til 52 uger
  • Langt flere danskere, end det oprindeligt blev anslået, har mistet retten til dagpenge, og reformen har mødt skarp kritik. Blandt andet fra Socialdemokraternes tidligere formand Mogens Lykketoft, der i marts kaldte den det hidtil "mest brutale angreb på Den Danske Model"
  • Både SF og Enhedslisten vil gerne have halveret genoptjeningsperioden, så den igen bliver på seks måneder som før reformen.