Nazi-afsløring ryster svensk valgkamp

Med blot ni dage til valgdagen i Sverige er afslørende billeder af en fremtrædende kandidat fra partiet Sverigedemokraterna blevet et valgkampens store samtaleemner.

”Her bærer SD-kvinde nazi-bind” lyder overskriften på forsiden af Expressen, af en af Sveriges største aviser, fredag. Og i løbet af morgenen har historien spredt sig til alle de øvrige store svenske netaviser.

Billederne viser den 20-årige Sverigedemokraterna-kandidat Catharina Strandqvist både støvsuge og drikke øl med et hagekors-bind på venstre arm. Billederne er angiveligt fra 2012 og er oprindeligt offentliggjort på hjemmesiden expo.se.

Da Expressen konfronterer Catharina Strandqvist med afsløringen, siger hun:

- Det passer jo ikke. Det har jeg ingen kommentarer til.

Tabloidavisen har også vist talsmanden fra partiets afdeling i området Halmstad/Hylte, Ronny Ledström, billederne.

Hvordan har du det med det her? Du kender Catharina som en partikollega?

- Jeg bliver overrasket, meget overrasket, svarer han.

Vred?

- Nej, skuffet.

Kontroversielt parti

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna står i den seneste meningsmåling, foretaget for DN.se, til at få 9,7 procent af stemmerne og kan ende med at blive tungen på vægtskålen, når stemmerne er blevet talt op og der skal samles flertal bag en af de to statsministerkandidater.

Partiet, der ved det seneste valg i 2010 fik 5,7 procent af stemmerne, har rødder i slut-80’ernes højreekstremisme. Siden 2005 har den 35-ĂĄrige Jimmie Ă…kesson stĂĄet i spidsen og har forsøgt at professionalisere og strømline Sverigedemokraterna, men de øvrige partier i den svenske Riksdag tager imidlertid alle markant afstand fra partiet – ogsĂĄ i den igangværende valgkamp.

Sveriges nuværende statsminister, Fredrik Reinfeldt fra det borgerlige parti Moderaterna, benytter da også dagens hagekors-afsløring til igen at lange ud efter det Sverigedemokraterna.

- Det er ekstremt upassende og viser en enorm åndsløshed og historieløshed. En forulempning mod alle de mennesker, som led under nazismens forbrydelser mod menneskeheden og også den uro, som findes i vores tid, hvor nazistiske grupperinger kommer tilbage, siger Fredrik Reinfeldt til Expressen og fortsætter:

- Jeg tror, at alle, som ser på det her udefra, forstår, at der findes en grund til, at det netop er Sverigedemokraterna, der oftest rammes af den type udtryk, fordi de samler den type mennesker, som meget ofte udviser intolerance vendt imod mennesker, der har en anden etnisk baggrund. Og det er det valg, vi må foretage: Skal vi værne om alle menneskers ligeværd? Skal vi sige, at vi står op for Sveriges åbenhed, eller skal vi acceptere en mistænkeliggørelse af andre mennesker? For mig er valget tydeligt. Vi må stå for åbenhed, og vi må tage klart afstand for sådan noget her.

Sverige gĂĄr til valg 14. september.