Politik

Søren Espersen om sit tweet: Uappetitligt at buhe under dansk nationalsang

Det var raseri, der fik Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen til at gribe til tasterne i går under Danmarks landskamp mod Tyrkiet og skrive, at det er 'beskæmmende og pinligt med et tyrkisk hjemmepublikum i Odense. Er indvandrene danske eller tyrkere'.

Og den udmelding holder han fast i, selvom hans 'tweet' er blevet mødt med modstand fra både andre politikere i Folketinget og andre Twitter-brugere.

- At anden-, tredje- og måske fjerdegenerationsindvandrer fra Tyrkiet står og buher under Danmarks nationalsang på et dansk stadion er fuldstændig uantageligt og også uappetitligt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man omdanner Odense Stadion til en hjemmebane for Tyrkiet, når man har dansk pas og kalder sig dansker. Det, synes jeg, er meget stærkt forargeligt, siger Søren Espersen til tv2.dk.

Han har ikke noget imod, at folk holder med det land, man har rødder i. Men det gør det ikke acceptabelt, at man buher under sit nye fædrelands nationalsang.

- Det er noget andet, når man buher af det land, man har som sit nye fædreland og kalder sig 'dansker'. Måske kalder man sig ovenikøbet 'nydansker'. Jeg tror, de i stedet burde kalde sig for 'gammel-tyrkere', for det er jo det, de er i stedet for nydanskere, siger Søren Espersen og fortsætter:

- De ville ikke optræde på den måde, hvis de var danskere og ikke tyrkere. 

For Søren Espersen at se, fejlede mange af de tusindvis af tilskuere med tyrkiske rødder under landskampen i går den såkaldte 'cricket test', også kaldet 'Tebbit-testen' efter manden bag den, den engelske politiker, Norman Tebbit.

Testen opstod blandt andet for at se, hvem englændere holdt med, når England spillede cricket mod Parkistan, hvor mange indvandrer i England kommer fra.

- Testen viser, om folk har taget deres nye land til sig i hjertet. Den test havde vi også i aftes på Odense Stadion, og der var adskillige, der ikke bestod den. Jeg skal ikke bestemme, hvem man hepper på. Men jeg vil ikke acceptere, at man buher af den danske nationalsang på en dansk hjemmebane med et dansk landshold. Har man et dansk pas, så er det uforskammet. Det var underligt at se Danmark spille på udebane på den måde, siger Søren Espersen.

Selvom det ikke var alle danske statsborgere med tyrkiske rødder, der buhede i går, og selvom nogle af dem kan være folk, der var rejst til Danmark for at se Tyrkiet spille, antager Søren Espersen, at der på det fyldte stadion var en del af de herboende tyrkere, der buhede under nationalsangen.

- Og det skal man ikke tage let på og sige, at 'det kan da være ligegyldigt, om de buher eller ej'. For det er en test af, hvor ens loyalitet ligger. Der er jeg ikke i tvivl om, hvor publikums loyalitet i går lå. Den lå i Tyrkiet. Det kan man så tage, som man vil. Nogen synes, det er ligegyldigt. Jeg tager det alvorligt, siger Søren Espersen og understreger, at han selv aldrig kunne finde på at buhe - uanset hvem der spiller.

- Jeg har selv boet i England i fire år, og min kone er englænder, men har nu dansk statsborgerskab. Min børn er både danskere og englændere. Selvfølgelig har man et hjerte for England, når Danmark spiller mod dem, men der er da ingen af mine børn, der står og buher, når den danske nationalsang spiller. Det er det, der er så fuldstændig uforskammet gjort af nogen, der hævder, at de er danskere, siger Søren Espersen.

Dog ved han, at det ikke er noget, man kan ændre eller gøre noget ved.

- Jeg håber bare, at de tyrkere får noget at tænke over. Og det vil være udmærket, hvis der kom noget ud af det. Det var det, der var årsagen til mit tweet, siger Søren Espersen.