Politik

Thornings svingdør svinger igen: Se alle de tidligere ministre

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må nu igen på besøg hos dronning Margrethe, når hun i dag skal præsentere to nye ministre.

Når Karen Hækkerup i dag siger farvel til justitsministerposten, er det nemlig ikke mindre end niende gang, at Helle Thorning-Schmidt er på besøg hos dronningen for at præsentere en ny regering med nye ministre. 

Således havde regeringen kun siddet et år, før Helle Thorning-Schmidt første gang måtte til dronningen for at præsentere to nye ministre. Det skete igen præcis to måneder senere – og så tre gange i 2013 og med en mindre rokade i næste uge er det skete to gange i 2014. 

Af de - med dagens rokade - i alt otte rokader siden regeringen trådte til den 3. oktober 2011, har regeringspartierne SF og De Radikale været den direkte årsag til fem af rokaderne. Og så er det i øvrigt femte gang siden 2011, at Danmark skal have en ny skatteminister.

Få overblikket her:

Oktober 2011

Helle Thorning-Schmidt præsenterer sin nye regering efter folketingsvalget  i september 2011.

Oktober 2012

Annette Vilhelmsen (SF) bliver præsenteret som ny erhvervs- og vækstminister efter Ole Sohn (SF), mens Holger K. Nielsen (SF) overtager posten som skatteminister efter Thor Möger Pedersen (SF). Det sker, fordi Annette Vilhelmsen bliver ny SF-formand efter Villy Søvndal.

December 2012

Den radikale Uffe Elbæk træder tilbage som kulturminister efter AFUK-sagen og bliver afløst af Marianne Jelved (R)

August 2013

Helle Thorning-Schmidt præsenterer en større rokade, der omfatter seks ministerier og blandt andet betyder, at Henrik Dam Kristensen (S) og Mette Gjerskov (S) gik af som ministre

  • Nicolai Wammen (S) afløser Nick Hækkerup (S) som forsvarsminister
  • Nick Hækkerup afløser Pia Olsen Dyhr som handels- og investeringsminister og Nicolai Wammen som europaminister
  • Pia Olsen Dyhr (SF) afløser Henrik Dam Kristensen (S) som transportminister
  • Henrik Sass-Larsen (S) indtræder i regeringen som erhvervs- og vækstminister i stedet for Annette Vilhelmsen (SF)
  • Annette Vilhelmsen afløser Karen Hækkerup (S) som social- og integrationsminister. Børneområdet fra Christine Antorinis Børne- og Undervisningsministerium overføres til Annette Vilhelmsens nye Social-, Børne- og Integrationsministerium
  • Karen Hækkerup afløser Mette Gjerskov som fødevareminister

November 2013

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) går af som udviklingsminister efter at have givet forkerte oplysninger i GGGI-sagen. Rasmus Helveg Petersen (R) bliver ny udviklingsminister.

December 2013

Justitsminister Morten Bødskov (S) har givet folketinget forkerte oplysninger i den såkaldte Christiania-sag. Samtidig meddeler udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at han stopper i dansk politik. Det udløser endnu en rokade.

  • Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Karen Hækkerup (S) bliver ny justitsminister
  • Holger K. Nielsen (SF) bliver ny udenrigsminister
  • Jonas Dahl (SF) udnævnes til skatteminister
  • EU-parlamantariker Dan Jørgensen (S) udnævnes til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Februar 2014

SF træder ud af regeringen på grund af interne uenigheder om salget af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs

  • Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) bliver efter Jonas Dahl (SF) ny skatteminister
  • Handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) bliver ny sundhedsminister efter Astrid Krag (S)
  • Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) bliver ny udenrigsminister efter Holger K. Nielsen
  • Magnus Heunicke (S) bliver ny transportminister efter Pia Olsen Dyhr (SF)
  • Kirsten Brosbøl (S) bliver ny miljøminister efter Ida Auken (SF)
  • Rasmus Helveg Petersen (R) bliver ny klima- og energiminister
  • Mogens Jensen (S) bliver ny handels- og udviklingsminister
  • Sofie Carsten Nielsen (R) bliver ny uddannelsesminister
  • Manu Sareen (R) bliver ny social-, integration- og børneminister. 

September 2014

Margrethe Vestager takker af som økonomi- og indenrigsminister for at blive EU-kommissær.

Skatteminister Morten Østergaard bliver ny økonomi- og indenrigsminister, samt formand for Radikale Venstre. Samtidig bliver Benny Engelbrecht (S) ny skatteminister.

Oktober 2014

Karen Hækkerup træder tilbage som justitsminister til fordel for posten som direktør i Landbrug og Fødevarer. Mette Frederiksen bliver ny justitsminister, mens Henrik Dam Kristensen bliver ny beskæftigelsesminister. Samtidig indtræder forsvarsminister Nicolai Wammen i regeringens koordinationsudvalg.

TV 2 NEWS følger dagens ministerrokade tæt. Se TV 2 NEWS ved at klikke her

Historien kort: Ny ministerrokade

Fredag erfarede TV 2, at Karen Hækkerup (S) går af som justitsminister.

Hækkerup skal være direktør for Landbrug og Fødevarer.

Det er et endegyldigt farvel til politik, siger hun.  Et tab for Thorning, lyder vurderingen.

Nuværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bliver ny justitsminister. Et overraskende valg, siger TV 2’s politiske redaktør.

Henrik Dam Kristensen er ny beskæftigelsesminister.

Statsministeren præsenterer de nye ministre på Amalienborg kl. 10.15.

Dette er Helle Thorning-Schmidts 8. rokade.