Politik

Et nej til tørklæder er et ja til demokrati og ligestilling

I Dansk Folkeparti er vi undertiden blevet beskyldt for at opdele verden i ”dem og os”, når talen f.eks. falder på forholdet til indvandrere og deres integration i det danske samfund. Det har altid undret mig, fordi vi i Dansk Folkeparti netop er optaget af, at ”dem” skal blive til ”os”. Vi ønsker, at indvandrerne skal være fuldgyldige medlemmer af det danske samfund med hvad dertil hører af pligter og rettigheder.

Men hvad skal der så til for at blive ”os”? Ja, det kræver altså først og fremmest en positiv tilgang til det danske samfund, de danske institutioner og den danske mentalitet og væremåde. Dermed være sagt, at det altså ikke er tilstrækkeligt at beherske sproget og tage en uddannelse eller få et arbejde, sådan som liberalisterne mener. Nej, sprog og beskæftigelser er kun et første skridt. Med til processen hører, at der nødvendigvis er elementer fra oprindelseskulturen, som må lægges på hylden.

Det indebærer som noget helt centralt, at man anerkender det danske demokrati og ligestillingen mellem kønnene her i landet. I Danmark fik kvinderne valgret i 1915, og siden har kvindernes andel i samfundet som beslutningstagere og på topposter været støt stigende, således at man i dag roligt kan sige, at ligestillingen er en realitet – også selvom visse politikere og meningsdannere mener, at verden ikke er perfekt, før mindst halvdelen af alle samfundets topposter er varetaget af kvinder.

Men jeg mener nu ikke, at ligestilling er et spørgsmål om matematik, men om lige muligheder, og dem har de danske kvinder i dag. Samme forhold skal gælde for piger og kvinder med muslimsk baggrund. De skal vristes fri fra det tyngende åg af muslimske traditioner, som har rødder i islamisk lovreligion, og som placerer kvinden lavere end manden. De skal frigøres uden hensyntagen til, hvad imamer og reaktionære islamister måtte mene om sagen.

Her er tørklædet et helt afgørende symbol på lige dele undertrykkelse, adskillelse og religiøs mission. Mange har tilsyneladende ikke kunnet forstå det helt indlysende, at der naturligvis er forskel på jødiske religiøse symboler som kippaen og davidsstjernen og det muslimske hovedtørklæde – for slet ikke at tale om ”fængslerne af stof”, burkaen og niqaben. Sidstnævnte har til formål at udslette enhver identitet og individualitet hos kvinden, mens tørklædet undertrykker kvinden og sender et signal til omgivelserne om, at man ikke ønsker at være en del af samfundet – at man faktisk foragter de danske og vestlige værdier.

Hertil kommer, at jødedommen i modsætning til islam ikke er nogen missionerende religion. Jøder opfordrer ikke danskere til at konvertere til jødedommen. Det gør islam – og nogle steder med tvang under dødstrusler som i Irak, hvor den kristne kultur i disse dage er i færd med at blive udslettet af Islamisk Stat. At tørklædet er stærkt undertrykkende, er indlysende. Men det er også et symbol på den adskillelse af ”dem og os”, som Dansk Folkeparti ønsker at modarbejde. Hvis man ikke ønsker at være en del af det danske samfund, så må man finde et andet sted at opholde sig.

Indretningen af skoler og andre offentlige institutioner er et samfundsanliggende. I vore institutioner skal vore traditioner og værdier fremhæves mere tydeligt end andre steder, fordi det er i almenvellets og sammenhængskraftens interesse. Skolen skal ophæve grænsen mellem ”dem og os” – ikke blot på det sociale, men også på det kulturelle plan. Derfor siger det sig selv, at hverken lærere eller andre offentligt ansatte skal have lov at bære tørklæde. Men det skal også gælde eleverne. Et forbud mod tørklæder skal ikke opfattes som noget negativt, men tværtimod være samfundets og fællesskabets invitation til at deltage i det sociale liv på lige vilkår med danskerne.

Et tørklædeforbud – som i øvrigt i dag end ikke er til diskussion i et land som Frankrig – er en hjælpende hånd til de muslimske piger, som ikke tør sige fra over for deres forældre eller slægten. Og som er bange for ghettoernes religiøse politi, der med stor nidkærhed overvåger alt og alle. Et tørklædeforbud er et ja til Danmark, demokrati og ligestilling og et nej til islamisternes formørkede og uhyggelige menneskesyn. Et tørklædeforbud er nej til apartheid og et nej til islamisk sharia-lov.