Politik

Søren Pape står ved beslutning - men ville ikke gøre det igen

De Konservatives nyvalgte politiske leder, Søren Pape Poulsen, fastholder på et pressemøde, at Viborg Kommune - som ejer af energiselskabet Energi Viborg - købte stadionnavnet Viborg FF af markedsføringsmæssige årsager og ikke for at redde fodboldklubben økonomisk.

Han gentog samtidig, at han stod ved den politiske beslutning, som byrådet traf i 2011, men vendte i det samme rundt på tallerkenen og sagde, at han ikke ville træffe den igen:

 - Jeg står selvfølgelig ved de politiske beslutninger, jeg har truffet, for på det tidspunkt, vi traf dem, havde vi ikke anden viden, end at det var lovligt. Hvis du så spørger mig i dag, når afgørelsen er truffet: Vil jeg så gøre det samme igen. Nej, naturligvis ikke, hvis jeg havde den viden, jeg har i dag. Vi træffer jo ikke ulovlige beslutninger.

Først på ugen var der ellers intet at rafle om: 

- Det jo er en politisk sag, og jeg står fuldstændigt ved det politiske valg, et flertal i byrådet har truffet, sagde Søren for to dage siden.

- Ikke ligeglad med statsforvaltningen

Pressemødet skulle egentlig have handlet om De Konservatives sommergruppemøde i Nyborg, men kom hurtigt til at handle om, hvorvidt Energi Viborgs køb af stadionnavnet Viborg FF var ulovlig støtte.

- For forsyningsselskabet så man en rigtig god anledning til at markedsføre sig. Jeg siger ikke, at vi ikke samtidig var opmærksomme på, at det også var godt for Viborg FF.  Det var bare ikke anledningen. Det er helt grotesk, hvis det kun handlede om at hjælpe Viborg FF. Det skal jo også handle om, at man køber en varer, som man får noget for, lød det fra Søren Pape Poulsen, der gennemgik sagen foran pressen.

Han slog samtidig fast, at han tager afgørelsen fra Statsforvaltningen om at købet af stadionnavnet var ulovligt meget alvorlig.

- Hvis jeg har givet indtryk af, at jeg bare er ligeglad med, hvad statsforvaltningen beslutter, så vil jeg understrege, at det er jeg naturligvis ikke. Når statsforvaltningen udtaler sig, så er det ikke til diskussion.

Skyd løs

Derudover understregede han, at der intet fordækt i sagen er.

- Hvis noget i sagen har givet udtryk for, at vi har forsøgt at skjule noget, så kan jeg ikke forstå det. Vi har hele tiden drøftet der her åbent – enhver, der læser byrådsreferaterne, kan også se, at der har været en vis nerve i byrådssalen, lød det fra Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen afsluttede spørgsmålene om sagen med at sige, at han hellere end gerne stiller op til flere spørgsmål, når han har haft mulighed for at læse alle papirerne i sagen igennem igen.

- Jeg stiller gerne op til alle de spørgsmål, I kan stille. Jeg stiller gerne op i Viborg Kommune sammen med min kommunaldirektør, så vi kan forklare fra den forvaltningsmæssige og den politiske side af sagen.