Politik

Kontroversielle DF-citater: De blev også fredet

 Polfoto

Mogens Camre fra Dansk Folkeparti var i går ude med en voldsom kritik af de europæiske muslimer, som han via sin Twitterprofil anklager for at fortsætte, hvor Hitler slap.

En udtalelse, der giver rynker i panden hos Dansk Folkepartis ledelse ifølge Jacob Torfing, der er professor i politik ved Roskilde Universitet.

-Jeg tror, at partitoppen er irriteret over Mogens Camres udtalelse.

-De kunne godt undvære de ting, der giver minder om det markante indvandrerfjendske parti, de var tidligere, siger Jacob Torfing.

Han mener dog ikke, at partitoppen i Dansk Folkeparti kommer til at fordømme udtalelsen offentligt, fordi Mogens Camre har en stor stjerne i partiet.

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, at medlemmer fra Dansk Folkeparti markerer sig med kontroversielle udtalelser, uden at det har kostet noget for den politiske karriere.

Her er en række citater, som profiler fra Dansk Folkeparti tidligere har været ude med:

’Slår deres døtre ihjel’

I forbindelse med formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards udtalelser om at muslimske fædre voldtager deres døtre, skrev Jesper Langballe blandt andet dette i et debatindlæg på Berlingske.

- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.

’Opvokset i en knaldhytte’

I en debat på DR2 om Dansk Vestindien udtalte Søren Espersen, som er medlem af folketinget for Dansk Folkeparti følgende:

- De er i den fordelagtige situation, at de er vokset op i USA med amerikansk pas i et frit og velstående land. Alternativet var jo, at de var opvokset i Ghana i en eller anden knaldhytte.

Tabersamfund’ I forbindelse med tidligere medlem af Folketinget Asmaa Abdol-Hamids udtalelser om, at hun agtede at bære tørklæde, hvis hun blev valgt til folketinget for Enhedslisten, sagde Morten Messerschmidt som er medlem af EU-Parlamentet:

-Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder

I forbindelse med samme sag udtalte tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Søren Krarup følgende:

-For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som Islams tørklæde.