Politik

En række af top-politikere blev overvåget af Se og Hør

Flere danske top-politikere er blevet overvåget af Se og Hør. Det dokumenterer  SMS'er, som TV 2 er i besiddelse af. De tidligere konservative ministre, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, er blevet overvåget af ugebladet Se og Hør, der via en kilde i Nets har fået oplysninger om, hvor politikerne har svunget dankortet.

TV 2 kan også dokumentere overvågning af Pia Kjærsgaard, ligesom flere SMS'er bekræfter de tidligere forlydender om, hvordan ugebladet har overvåget statsminister Helle Thorning-Schmidt og den tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Se og Hør er under anklage for at have betalt en kilde i Nets til at overvåge kendte. Og SMS'er, som TV 2 nu kan fremvise, viser sammenhængen mellem Nets og Se og Hør. Det er SMS'er fra den såkaldte tys-tys-kilde, der havde adgang til Nets, som kilden sendte til den tidligere Se og Hør-journalist, Ken B. Rasmussen, der viser dette. 

Korrespondancen viser også, hvordan der er problemer med at spore Pia Kjærsgaard og hendes mands sommerhus i Grækenland, fordi Dansk Folkeparti-politikeren ikke benyttede sit dankort. Derfor blev der forsøgt sporing via CPR-numre, som SMS'erne også viser.

SMS'erne afslører blandt andet, at Lars Løkke Rasmussen befandt sig i Billund, Brian Mikkelsen var i Thailand, Lene Espersen i New York, mens Helle Thorning-Schmidt er blevet tippet til at være i Beijing.

I SMS'erne står der blandt andet:

- Har checket så langt tilbage og på flere udløbende kort, intet er der – tror de bruger kontanter. Kan det hjælpe med deres CPR-numre ?

- Lene Espersen New York.  kl  18.25

Den nuværende chef på bladet, Niels Pinborg, har følgende kommentar til sagen:

- Vi der arbejder på SE og Hør i dag har den største interesse i at komme til bunds i denne sag og få det fulde overblik over sagens omfang.

- Jeg har først fået kendskab til denne liste gennem medierne, og jeg er chokeret over dens eksistens og omfang. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige undskyld til de personer, der optræder på listen, og som derfor kan føle sig krænket. Jeg tager som tidligere sagt stærkt afstand fra anvendelse af alle former for ulovlige metoder. 

Se SMS'erne i nyhederne klokken 19