Politik

Status i EU: Stor fremgang til den europæiske højrefløj

Det er ikke kun i Danmark, der har været stemt til Europa-palamentet i denne uge. I alt nåede valgdeltagelsen i hele EU op på 43,1 procent. Det er en meget svag fremgang i forhold til valget for fem år siden.

De EU-skeptiske partier ser ud til at kunne besætte 129 pladser i EU-Parlamentet, viser en optælling lavet af nyhedsbureauet Reuters.

Her er et lille overblik over, hvordan status er i nogle af de andre EU-lande.

Frankrig: Le Pen den store vinder

I Frankrig er det højrenationalistiske parti Front National - ledet af Marine Le Pen - til at få cirka 25 procent af stemmerne. Det er noget af en fremgang siden valget for fem år siden, hvor partiet fik 6,3 procent.

Partiformanden ser valget som et kæmpe rygstød, og overvejer nu åbent at fremtvinge et valg til det franske parlament.

Præsident Francois Hollandes socialistiske parti, Parti Socialiste, står til at få 14 procent af stemmerne og kommer dermed ind på en tredjeplads.

Spanien: Øretæve til store partier

De to største partier i Spanien - det konservative regeringsparti Partido Popular og Socialistpartiet - går begge tilbage. Partido Popular får 16 af Spaniens 54 pladser i parlamentet. Det er en markant tilbagegang fra de 24 pladser, partiet har i øjeblikket.

Socialisterne går fra 23 til 14 pladser.

Det er primært en række småpartier på venstrefløjen, der går frem.

Storbritannien: Skeptikere i historisk fremgang

Anti-EU-partiet Independent Party fik stor fremgang ved årets valg, i hvert fald ifølge de optællinger, der var lavet kort efter midnat. Her stod partiet til at få flere stemmer end både Labour og især de konservative, der kun er tredjestørst, selv om de sidder på premierminister-posten. Det er Independent Partys klart bedste valg nogensinde.

Det lægger et stort pres på premierminister David Cameron, der har lovet briterne en folkeafstemning om landets medlemskab af EU, hvis han bliver genvalgt ved næste valg.

Italien: Protestbevægelse næststørst

Den italienske premierminister Matteo Renzis Demokratiske Parti står ifølge en prognose fra tv-stationen RAI til at bliver største italienske parti og sætte sig på mellem 30,5 og 33,5 procent af de italienske stemmer ved valget til Europaparlamentet.

Komikeren Beppe Grillos protestbevægelse Femstjernebevægelsen står ifølge RAI til at blive næststørst med mellem 26 og 29 procent af stemmerne, mens tidligere premierminister Silvio Berlusconis Forza Italia står til mellem 16,5 og 19,5 procent af stemmerne.

Tyskland: Merkel sikker vinder

Angela Merkels konservative CDU-parti ligner en vinder i Tyskland, hvor de står til hele 36,1 procent af stemmerne. Deres koalitionspartner, SPD får 27,6 procent.

Det bare et år gamle euroskeptiske parti Alternative für Deutschland også ifølge valgstedsmålinger lavet for tysk tv ud til at få et godt første valg med 6,5 procent af stemmerne.

Grækenland, Belgien og Østrig: Højrefløjen vinder frem

En exit poll viser, at det EU-skeptiske parti Syriza til at få mellem 26,5 og 29,5 procent af stemmerne. Det konservative parti Nye Demokrater står til at få mellem 23 og 26 procent af stemmerne, mens det ultranationalistiske parti Gyldent Daggry ligger foreløbig på en tredjeplads med op til 12,5 procent af stemmerne.

Begiens nationalistiske parti N-VA står til 30-32 procent af stemmerne.

FPÖ-partiet i Østrig, der ligger godt ude på højrefløjen, når op på cirka 20 procent af stemmerne - en imponerende fremgang fra 7,3 procent ved valget i 2009.

Sverige: Lussing til Moderaterna

Statsminister Fredrik Reinfeldts parti, Moderaterna, står til at gå fra 18,7 til blot 13 procent af stemmerne. Dermed mister partiet tre af deres syv mandater i parlamentet.

Det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna står med syv procent af stemmerne til at få en plads i EU-Parlamentet.

De mest populære blandt Sveriges vælgere er Socialdemokraterne med 23,7 procent og Miljöpartiet, der går frem fra 11 procent i 2009 til 17,9 procent ifølge målingerne.

Polen: Lige kamp

Der er næsten dødt løb mellem de to største partier i Polen. Pro-EU-partiet Borgernes Platform får 33 procent af stemmerne, mens de mere EU-skeptiske Lov og Retfærdighed vinder 32 procent.

Også det dybt EU-skeptiske Ny Højre står til at komme ind med cirka syv procent af stemmerne. Deres leder, Janusz Korwin-Mikke, har sagt, at de vil bruge parlamentet fornuftigt - og gøre det til et bordel ...

Samlet set: EPP størst

Europaparlamentet har offentliggjort en foreløbig prognose af, hvordan de forskellige grupper i parlamentet har klaret sig ved valget:

  • EPP - 211 medlemmer
  • S&D - 193 medlemmer
  • Alde - 74 medlemmer
  • De Grønne / EFA - 58 medlemmer
  • ECR - 39 medlemmer
  • GUE/NGL - 47 medlemmer
  • EFD - 33 medlemmer
  • NI - 40 medlemmer
  • Andre - 56 medlemmer

Følg valget på Twitter: #tv2valg

#tv2valg er TV 2's officielle hashtag under valget, og her kan du løbende få seneste nyt fra TV 2, dem du følger på Twitter og selv deltage i debatten med dine tweets