V-kandidat: Vores kommunikation var idiotisk og tåbelig

Venstre står til at blive en af valgets store tabere, med et resultat, der ifølge Megafons exit polls ligger godt under de 20 procent.

En af Venstres EP-kandidater, Jess Myrthu, mener, at Venstres tilbagegang i høj grad skyldes håndteringen af Lars Løkkes tøj- og bilagssag.

- Jeg har aldrig været kritisk overfor Lars Løkke. Jeg har været kritisk overfor en fuldstændig tåbelig og idiotisk kommunikation fra Venstres side, siger Jess Myrthu til TV 2.

Men det er vel også chefens ansvar?

- Nej, for chefen var ikke hjemme på det tidspunkt. Da først chefen kom til orde og fik fortalt, hvad den her bilagssag rummede, så gik det meget bedre, og jeg fik nogle svar, som jeg kunne bruge. Men man starter med at forsvare nogle ting, som ikke kan forsvares og som siden viser sig at være forkerte. Lars Løkke har betalt skat, han har ikke røget hvor han ikke måtte, og han har ikke købt tøj for 152.000. 

Kan man kæde den "idiotiske kommunikation" sammen med det, der ligner et valgresultat?

- Det tror jeg. I hvert fald kan jeg sige, at det har generet min egen valgkamp ganske betragteligt, siger Jess Myrthu.

Følg valget på Twitter: #tv2valg

#tv2valg er TV 2's officielle hashtag under valget, og her kan du løbende få seneste nyt fra TV 2, dem du følger på Twitter og selv deltage i debatten med dine tweets