Politik

Messerschmidt og Dot dansede, mens DF tabte folkeafstemning

I flere dage er det rygtedes, at Dansk Folkeparti og partiets EU-spidskandidat, Morten Messerschmidt, på valgaftenen for Europa-Parlamentet ville annoncere en stor nyhed. Og da kameraet var stillet skarp på Morten Messerschmidt holdt flere vejret: Ville han fri til kærsten og sangerinden Dot Wessman? Mon parret ventede sig?

Nej, det var hverken tale om et frieri eller glædelige omstændigheder – i stedet begyndte Dot Wessman og Morten Messerschmidt at danse til Dot Wessmanns nye musikudgivelse, hvor også Morten Messerschmidt synger.

- Skal vi ikke bare sige, at det var en ”all time high” i at lave et spin på Christiansborg – en event inde i et valglokale. Dansk Folkepartis pressemand, Søren Søndergaard, har tjent sin dagløn i dag. Det må man sige, lød den umiddelbare kommentar fra politisk kommentator Peter Mogensen.

DF har tabt patentdomstolen

Han bliver bakket op af politisk kommentator Michael Kristiansen, der mener, at partiet har lavet spin hele valgaftenen:

- De har tabt patentdomstolen, men de har overhovedet ikke talt om det. De var herinde først, de startede festen, de serverer dansk mad, John Mogensen – de kan selv få en dans i fjernsynet, lyder det fra Michael Kristiansen.

Han henviser til, at selv om Dansk Folkeparti står til at få et stort EU-valg, så er danskerne gået mod partiets anbefaling om at stemme nej til folkeafstemningen om en fælles patentdomstol.

Se Morten Messerschmidt og Dot Wessman fejre valget til Europa-Parlamentet i videoen øverst.

Det er i øvrigt ikke første gang, at de to fejrer et EP-valgresultat med dans foran alle danske medier. Ved valget i 2009 var det samme tilfældet, og dén dans kan du gense her: Messerschmidt dan­sede sejrs­dans med Dot