Politik

How low can they go?

Vil det lykkes for De Konservative, SF, Folkebevægelsen mod EU og Radikale at sikre sig et af de forjættede mandater til Europaparlamentet på søndag? Det har vi berørt i et tidligere indlæg, hvor vi så på sandsynligheden for, at de forskellige partier fik et mandat ud fra en bestemt meningsmåling. Men søndag aften er usikkerheden væk. Vi ved, hvem der klarer den, og hvem der ikke gør.

Men hvor mange stemmer har man brug for, hvis man skal klare den? Til et Folketingsvalg er det 2 procent. Til et EP-valg er det… svært at svare på. Andetsteds har vi skrevet om, at et parti er garanteret et mandat ved 7,14 procent af stemmerne. Hvis det opstiller alene, har det en teoretisk mulighed ved ned til 5,88 procent af stemmerne. Opstiller det som en del af et valgforbund afhænger disse størrelser af, hvor mange mandater forbundet vinder, hvor mange stemmer det får og antallet af partier i forbundet. Derfor er der i princippet ikke en fast nedre grænse for, hvor få stemmer et parti i et valgforbund kan nøjes med.

Fælles for partierne på grænsen er, at der er et interval af mulige niveauer for tilslutning, hvor de nogle gange klarer den. For Folkebevægelsen mod EU vil 6,5 procent af stemmerne eksempelvis betyde, at de nogle gange får et mandat. Andre gange ikke.  Dette gælder ikke kun i meningsmålinger. Det gælder også ved det faktiske valgresultat! Hvad afgør om de klarer den? Fordelingen af alle de andre stemmer. Hvis en procent af vælgerne stemmer på Liberal Alliance, som højst sandsynlig ikke kommer ind, i stedet for Venstre, kan det faktisk give Folkebevægelsen en bedre chance. 

Vi har undersøgt, hvor sandsynligt det er, at hvert parti klarer sig ved forskellige niveauer af opbakning. (Læs, hvordan vi har gjort nederst.) Resultatet fremgår af figuren øverst (tryk på pilene øverst i billedet for at se begge grafer.) Figuren viser sammenhængen mellem vælgeropbakning i procent og sandsynligheden for at vinde et mandat. Hvert punkt er et estimat for sandsynligheden for at få et mandat ved en given opbakning, og de lodrette streger er et interval, der angiver den statistiske usikkerhed.

Det mest bemærkelsesværdige er forskellen mellem kurven for Folkebevægelsen mod EU, der opstiller alene, og de tre andre partier, der indgår i et af to valgforbund. Hvis alle partierne får 6 procents tilslutning er det meget simpelt. Folkebevægelsen klarer den ikke i en eneste af vores simuleringer, men det gør De Radikale og SF 89 procent af gangene og De Konservative 77 procent af gangene. Det kan altså umiddelbart betale sig at gå i valgforbund.

Et andet interessant nedslagspunkt er ved 6,5 procent af stemmerne. I vores simuleringer giver det Folkebevægelsen et mandat 73 procent af gangene. Konservative får et i 99 procent af simuleringerne, mens SF og Radikale gør det i 99,6 procent af tilfældene.  Altså tre fjerde dele sandsynlighed for Folkebevægelsen, og så godt som et sikkert mandat til R, SF og K.

Tallene viser en af grundende til, at valget er så spændende. Vi ved ikke før alle stemmerne er talt op, hvem der klarer den, og hvem der må stå skuffede tilbage. De viser også, hvorfor små partier kan være tiltrukket af valgforbund. Stod Radikale, SF eller Konservative alene ville deres kurve ligne Folkebevægelsen. Endvidere kan der være en gevinst ved større forbund.  Ved 5,5 procents opbakning tager Radikale og SF et mandat i 32 procent af vores simuleringer. Konservative lykkes kun med det i 16 procent af tilfældene.

Afslutningsvist kan vi se på hvor langt ned partierne egentlig kan komme og stadig få et mandat? I vores simuleringer klarer Folkebevægelsen den aldrig med under 6,1 procent. Konservative klarer den 2 ud af 2000 gange ved 5,1 procent og Radikale og SF får hevet den hjem en enkelt gang ud af de 2000 ved 4,7. Men det rigtige svar på spørgsmålet er, at vi må vente at se til stemmerne er talt op.

Hvordan vi har gjort?

Vi tog udgangspunkt i en måling foretaget af Epinion og bragt af DR den 14. maj. Fremgangsmåden følger den, vi har beskrevet i et tidligere blogindlæg med nogle få ændringer.

Om et parti klarer skærene afhænger ikke kun af partiets egen opbakning. Det afhænger også af fordelingen af alle andre stemmer. Vi kender ikke til nogen måde at beregne dette på. Vi skrev derfor et program, der simulerede fordelingen af mandater. Vi tog udgangspunkt i stemmefordelingen fra meningsmålingen og lavede stikprøver fra den. For hvert parti ved hver tilslutning fikserede vi tilslutningen for dette parti. For de øvrige partier trak vi deres tilslutning uden det fikserede parti ud fra meningsmålingen.  Man kan sammenligne processen med at slå med en syvsidet terning, hvor hver side repræsenterer et parti. Med en normal terning er alle udfald lige sandsynlige, men det er de ikke med vores.

Vi pillede ved den, så sandsynligheden for at få hvert parti svarer til opbakningen i meningsmålingen uden det fikserede parti. Fx er sandsynligheden for at slå ”socialdemokrat” 24 procent, og sandsynligheden for at slå ”konservativ” er 6,6 procent, når man ikke kan slå radikal. Det gjorde vi 1000 gange og fik en mulig fordeling af stemmerne på søndag. Inden for denne fordelte vi mandaterne efter de regler, der gælder for det. Den proces gentog vi 2.000 gange for hvert parti ved hver tilslutning.

Det smarte ved denne procedure er, at vi fik beregnet 2.000 udfald, der ud fra denne måling, er sandsynlige for det kommende Europaparlamentsvalg, hvis et givent parti får en given tilslutning. På denne baggrund kan vi se, hvor ofte det fikserede parti klarer sig i simuleringerne.

To ting er værd at bemærke på falderebet. For det første står SF og Radikale til præcis samme tilslutning og er i samme valgforbund. Vi har derfor kun kørt simuleringer for det ene af partierne, da deres forudsætninger er identiske. For det andet ville vores simuleringer ikke give fuldstændigt identiske tal, hvis vi havde kørt dem på en anden måling. Det overordnede billede ville dog være det samme.