Politik

Redaktør: Endnu en dum sag for Løkke

I en periode på ti måneder købte Venstre købte tøj og sko for 152.000 kroner til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Tøjet blev ifølge Venstres partisekretær brugt til kampagner og fotooptagelser.

Og det er problematisk. For ifølge politisk redaktør på Børsen, Mads Brandstrup, er alt, hvad der lugter af overforbrug og Lars Løkke Rasmussen i samme sætning, noget skidt.

- Det er notorisk et stort problem for Venstre, at de her sager bliver ved med at dukke op. Og vi kan se, at når de dukker op, så bliver Lars Løkke Rasmussen ramt meget hårdt af det i målingerne, siger Brandstrup til TV 2 News og tilføjer:

- Det ligner endnu en sag. Vi ved ikke de nærmere omstændigheder. Venstre skriver til Ekstra Bladet, at det omfang, det er blevet brugt privat, så har Lars Løkke Rasmussen selv betalt. Det ved vi ikke, hvad det betyder. Om det betyder, at han rent faktisk har betalt for alle de her jakkesæt efterfølgende, eller de hænger på hans kontor på Christiansborg, og han så bruger det, når han er på arbejde.

Rammer Løkke hårdt

Ifølge Mads Brandstrup rammer sagen Lars Løkke Rasmussen hårdt, da han har gjort det til kernen i sin økonomiske politik, at man gerne vil give en ekstra hånd til de lavtlønnede, der giver den en ekstra skalle ude på arbejdsmarkedet.

- På en eller anden måde er der en form for mudret billede, når der kommer de her sager om en partiformand, hvor folk så får indtrykket af, at her er en mand, der lever i sus og dus. Og endda betalt af nogle penge, der ikke er hans egne.

I værste fald kan sagen få vælgerne til at skifte kurs.

- Det er ikke mere end et halvt år siden, at GGGI-sagen kørte for fulde gardiner. Og der tog, ikke kun Lars Løkke Rasmussens personlige troværdighed, men Venstre faktisk også et gevaldigt hug. Situationen i dansk politik er, at vælgerne meget hurtigt skifter og reagerer på enkeltsager, siger Mads Brandstrup.