Politik

Medie: Løkke fik betalt tøj for 150.000 kroner

Mens han var statsminister, fik Lars Løkke Rasmussen eksklusivt herretøj og sko for i alt 152.000 kroner - betalt af sit parti og dermed med støtte fra staten.

Det skriver Ekstra Bladet.

I bilag, som bladet har fået adgang til, fremgår det, at Løkke i løbet af 10 måneder tilbage i 2010 og 2011 fik 28 skjorter, ni jakkesæt, ni par bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte boxershorts.

Beklædningsdelene er købt i herretøjsbutikken Zornig på Frederiksberg, og af bilagene fremgår det, at dele af tøjet er blevet tilpasset statsministeren af en skrædder.

I en sms til Ekstra Bladet skriver Venstres partisekretær, Claus Richter:

"Jeg kan bekræfte, at Venstre har foranlediget Lars Løkke Rasmussen til at lade sig ekvipere hos Zornig i forbindelse med diverse kampagneaktiviteter, photo shoots, etc. I det omfang, tøj efterfølgende er udtaget til privat brug, har Lars Løkke Rasmussen selv afholdt udgiften."

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Venstres Kristian Jensen, men han henviser til partisekretæren.

Heller ikke socialdemokraternes polistiske ordfører, Maja Panduro har kommentarer til sagen:

- Det må I spørge Løkke om, skriver hun i en SMS.

Ifølge politisk redaktør på Børsen, Mads Brandstrup, rammer sagen Lars Løkke Rasmussen hårdt, da han har gjort det til kernen i sin økonomiske politik, at man gerne vil give en ekstra hånd til de lavtlønnede, der giver den en ekstra skalle ude på arbejdsmarkedet.

- På en eller anden måde er der en form for mudret billede, når der kommer de her sager om en partiformand, hvor folk så får indtrykket af, at her er en mand, der lever i sus og dus. Og endda betalt af nogle penge, der ikke er hans egne, siger han til TV 2 News.