Politik

Løkke får intern kritik for dyre tøjvaner

V-formand Lars Løkke Rasmussen fik i dag krads intern kritik på Venstres gruppemøde for sagen om skjorter, habitter og underbukser til 152.000 kroner på Venstres regning.

Det erfarer tv2.dk fra en række anonyme Venstre-kilder, som var til stede mens Ekstra Bladets historie om statsministerkandidatens tøjvaner blev diskuteret på dagens gruppemøde.

Det var tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, som indledte kritikken af Lars Løkke Rasmussen med et indlæg, hvor hun ifølge flere kilder kritiserede ham skarpt for at være moralsk anløben, have et lemfældigt forhold til Venstre-kassen og skatteydernes penge og for ikke at kunne administrere sin privatøkonomi.  

Til den ventende presse understregede Birthe Rønn Hornbech blot, at hun skam ”selv betalte for sit tøj”.

Venstremedlemmet Birgitte Josefsen tog ifølge flere kilder ordet og understregede, at der var behov for at forklare sagen til baglandet og medlemmerne, hvor mange har svært ved at forstå, at det er Venstres opgave at ekvipere formanden formedens 152.000 kroner fra partikassen.

Lars Løkke Rasmussen blev også forsvaret på gruppemødet, hvor hans tro væbnere Søren Pind og Peter Christensen forsvarede formanden flankeret af den politiske ordfører Inger Støjberg og EU-ordfører Jakob Ellemann.

De mindede om, at der intet ulovligt var i sagen, og at formanden selv havde betalt for det, som han benytter privat.

Lars Løkke Rasmussen rejste sig ifølge flere anonyme kilder også selv op, og forklarede og forsvarede sig selv i den nye bilagssag.

Partisekretær Claus Søgaard-Richter bekendtgjorde, at han forventede at sagen var død allerede i morgen, og at det nu gjaldt om at se fremad. Han mindede samtidig om, at tidligere V-statsminister Anders Fogh Rasmussen også fik betalt sit tøj, en kommentar som flere V-medlemmer satte spørgsmålstegn ved, mens Birthe Rønn Hornbech kommenterede, at hun ikke fandt det sømmeligt, at inddrage den tidligere V-formand i sagen.

Tv2.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar til artiklen fra Venstre.