EU-protestens dilemma: Store tv-øjeblikke, lille indflydelse

Om mindre end to uger går millioner af europæere til stemmeurnerne for at vælge 751 medlemmer af Europa-Parlamentet.

Meget er på forhånd gjort ud af den succes, som de EU-kritiske bevægelser i de europæiske lande ventes af få. Eksperter tilknyttet London School of Economics følger op til valget meningsmålinger i samtlige 28 lande.  Den seneste måling fra onsdag i sidste uge viser en stor fremgang for den folkelige EU-protest i forhold til valget i 2009.

Partier som Front National (FN) i Frankrig, UK Independence Party (UKIP) i Storbritannien eller Geert Wilders Frihedsparti (PVV) i Holland, står til at blive mere end fordoblet og få flere end hvert femte sæde i parlamentet. Succesbølgen omfatter naturligvis også Dansk Folkeparti, der lige nu synes sikkert på at få mindst tre mandater ved det danske valg, en gevinst på et mandat, som endda kan blive større, hvis Morten Messerschmidt fortsætter sin fremgang.

Spørgsmålet er så, om en folkelig lussing af den størrelse vil få de toneangivende europæiske politikere og de 28 landes regeringer til at reagere. Om vi kommer til at se et nyt EU, der træder på bremsen og kun lovgiver, når de er absolut behov for nye fælles regler – eller om EU-maskineriet vender tilbage til den gamle rytme, når den demokratiske valghandling er overstået. Meget tyder på det sidste.

En væsentlig årsag er de EU-kritiske partier selv. Mange af dem er stærkt nationalistiske og så helst så helst EU helt nedlagt eller begrænset. Medlemmerne har derfor ikke noget stærkt incitament til at kaste sig over den krævende lovgivningsproces, når de sætter fod i parlamentet, og koncentrerer sig mere om markere modstand. Morten Messerschmidt er et oplagt eksempel. Det betyder til gengæld, at lovgivningsarbejdet kommer til at ligge i hænderne på de medlemmer, der varmt støtter EU og europæiske løsninger. Modstand mod EU risikerer på den måde paradoksalt nok at blive til mere EU.

En anden årsag er, at de EU-kritiske partier har svært ved at samarbejde og rynker på næsen af hinanden. For eksempel vil UKIP under ingen omstændigheder være i gruppe med Front National, fordi partiet efter briternes mening ikke har fået gjort tilstrækkeligt op med den antisemitisme, der prægede fronten under Jean-Marie Le Pen, far til den nuværende leder, Marine Le Pen, der ellers har gjort, hvad hun kunne, for at rense ud blandt de uheldige elementer.

Geert Wilders deler også vandene. Ved et sejrsmøde efter de hollandske lokalvalg i marts spurgte partilederen med den kemi-hvide frisure sine tilhængere, om de ønskede flere eller færre marokkanere i Holland. Da mængden svarede ”færre”, sagde Geert Wilders, at ”det skulle han nok sørge for.” Et svar, der vakte dystre minder om Hollands fortid under den anden verdenskrig, hvor omkring 100.000 hollandske jøder blev sendt til nazisternes dødslejre, og som ikke har gjort Wilders eventuelle samarbejdspartnere i Europa mere positive over for PVV.

Resultatet af uenighederne er, at man ikke skal vente at se en stor slagkraftig blok af  modstanderpartier i parlamentet efter valget, snarere tværtimod.

Men udover de kritiske partiers egne mangler, når det gælder at sætte sig igennem, er der en ekstra faktor, der arbejder imod dem, nemlig sammensætningen af det kommende Europa-Parlament.

Uanset protestpartiernes fremgang vil det store flertal i parlamentet tilhøre partier, der går varmt ind for den europæiske tanke. Det gælder det store kristendemokratiske parti, EPP, hvor Bendt Bendtsen (K) i dag er medlem, socialdemokraterne i S & D og de liberale i ALDE-gruppen, hvor Venstres medlemmer sidder.

Tilsammen har de tre partier ifølge de seneste meningsmålinger 484 medlemmer, nok til at skaffe et komfortabelt flertal.  Her i valgkampen har partierne haft travlt med at gentage slogans som ”EU shall be big on big things, small og small things”, med andre ord ikke blande sig i landenes anliggender, medmindre det er strengt nødvendigt. Kendsgerningen er imidlertid, at ser man på partiernes dagsordener for de næste fem år, er de fulde af emner, der kræver mere lovgivning og styring fra Bruxelles.

Det gælder færdiggørelsen af EUs indre marked, kamp mod klimaforandringer, bedre integration af de europæiske energiforbindelser og indsats for miljøet. Sager med folkelig opbakning, men også emner, hvor en europæisk politik kun kan blive effektiv, hvis de enkelte lande ikke kan vælge til og fra efter forgodtbefindende. Der er nødt til at fælles regler, og det agter de store partier at sætte igennem – formentlig i samarbejde med de 28 EU-landes regeringer.

Så jo, der kommer en storm af folkelig protest ved valget, og ja, man vil kunne se den i Europa-Parlamentet.

Med flere retorikere á la Nigel Farage (UKIP) og Morten Messerschmidt på modstandersiden, vil debatterne i salen blive mere skarpe og farverige end i dag. EUs kritikere vil kunne glæde sig over, hvordan uduelige kommissærer og uheldige ministre fra de enkelte lande bliver hudflettet og udstillet for deres inkompetence.  

Men ude i de enkelte udvalg, hvor forslag fra Kommissionen via debat og pindehuggeri om detaljer bliver til nye europæiske regler, vil alt være ved det gamle. EU-maskinen vil brumme videre, ikke i lyntempo, for sådan er EU ikke, men stille og roligt, og regelværket vil vokse. For sådan er EU også.

Så lige nu ser facit for modstanderpartierne ud til at blive: masser af stemmer, stor opmærksomhed fra medierne med masser af gyldne tv-øjeblikke – men lille indflydelse.