Politik

Langballe: Ballade er en gratis omgang for Løkke

Linjerne bliver i disse dage trukket op mellem Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen på den ene side og Liberal Alliance og De Konservative på den anden side.

Det sker efter at Løkke i weekenden udtalte, at der skal være nulvækst i den offentlige sektor, hvis han bliver statsminister efter næste valg. Mandag lagde Lars Barfoed fra De Konservative og Anders Samuelsen fra Liberal Alliance så pres på Løkke og krævede bl.a. nulvækst frem til 2020, samt skattelettelser både i bunden og i toppen.

Men der er en mening med balladen i den borgerlige fløj, det forklarer TV 2s politiske redaktør Anders Langballe. 

- Løkke vil forventningsafstemme med de andre partier og tage slagsmålet inden man kommer for tæt på en valgkamp, siger Langballe og tilføjer.

- Desuden drejer han debatten hen på løftebrud - og det er for at minde vælgerne om Thornings løftebrud efter det sidste valg.

I god tid før valget

Men udover de taktiske overvejelser fra Løkkes side, er der dog en reel uenighed i den blå blok.

- Der er en kæmpe stor uenighed om tunge centrale emner blandt de borgerlige og den havde Thorning tænkt sig at bruge i valgkampen. Det forsøger Løkke nu at afværge ved at udstille uenigheden i god tid før valget.

Men uenighederne er ikke større end, at Løkke til en vis grad kan føle sig sikker. For hverken Liberal Alliance eller De Konservative har mulighed for at finde andre politiske alliancer.

- Det er lidt en gratis omgang for Løkke. For hvem skal de ellers gå til? Måske Dansk Folkeparti kan finde andre, hvis de bliver provokeret nok, men det er heller ikke sandsynligt. Men samtidig kommer Løkke til mere eller mindre at sige, at han vinder det næste valg og det kan være risikabelt, vurderer Langballe.

Et smart trick

Han påpeger også, at den interne uro i blå blok kan vise sig at gavne f.eks. De Konservative på sigt.

- De Konservative vil gerne vise, at de vil noget andet end Venstre. Nu får de sig markeret og det kan godt betyde et tab af Venstres vælgere til De Konservative i f.eks. en diskussion om topskat. For Barfoed og Samuelsen ønsker reelt, at man skal lette topskatten. 

For selvom Løkkes udmeldinger har fået de andre borgerlige partier om af stolen, så er det måske slet ikke så slemt.

- Løkke vil provokere med sin udmelding, men han siger ikke, at han ikke vil forhandle. Det er ikke så skarpe udmeldinger, at man ikke kan file på dem. Og samtidig kan de andre partier profilere sig på det. Det kan vise sig at være et smart trick, siger Langballe.

Lars Løkkes krav

Politiske områder, som Lars Løkke Rasmussen fremhæver som centrale for ham:

- Venstre-formanden ønsker lavere skatter i bunden af indkomstskalaen. Skatten skal altså - med andre ord - ned for de lavtlønnede.

- Derudover vil han holde de offentlige udgifter i ro. Faktisk ønskes et decideret udgiftsstop - også kendt som nulvækst. Løkke formulerer det sådan, at et udgiftsstop er hans "klare udgangspunkt og grundplatform, som han ønsker at stille op på".

- Derudover siger han til Politiken, at udlændingepolitikken skal "gå på to ben". Den melding kommer, efter at Venstre for nyligt har slået fast, at partiet er modstandere af grænsebomme.