Blå partier presser Løkke: Her er deres krav
De Konservative og Liberal Alliance lægger pres på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i striden om nulvækst og skattelettelser, det skriver Berlingske.
Ifølge Berlingske kræver de blå partier som minimum, at en Venstre-ledet regering med Lars løkke Rasmussen i spidsen, skal have nulvækst i den offentlige sektor frem til 2020.
Det vil give råd til skattelettelser både i bunden og toppen, mener Konservative og Liberal Alliance.
- Det er en falsk modsætning at sige, at man skal vælge imellem det ene eller det andet. For hvis man bare er parat til have et vækststop i den offentlige sektor frem til 2020, så bliver der både plads til at lave skattelettelser i toppen og i bunden. Så er det slet ikke så snæver en prioritering, der skal foretages, siger den konservative formand, Lars Barfoed.
Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, mener også, at Lars Løkke Rasmussen 'opstiller kunstige modsætninger' ved at sige, at man må vælge mellem lettelser i bundskatten eller topskatten.
- Det er sådan noget, man siger, når man stopper med at tro på, at der overhovedet kan indføres nulvækst. Men hvis Liberal Alliance får de afgørende mandater, er jeg helt sikker på, at Lars Løkke Rasmussen vil føre det ud i livet.
Lars Løkke Rasmussen sagde søndag til flere aviser, at hvis han skal være statsminister, så skal der være nulvækst i den offentlige sektor, eller udgiftstop, som han kalder det. Men han vil ikke fortælle hvor lang tid, det offentlige kan forvente nulvækst.