Politik

'Løkke forbereder sig på at regere med DF-støtte'

Det er helt bevidst, når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen nu tager en konflikt med de borgerlige venner i Konservative og Liberal Alliance om topskatten.

Det siger TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe.

- Det handler om den situation, som Lars Løkke Rasmussen kan se frem til, når og hvis han skal danne regering baseret på et flertal bestående af et stærkt Dansk Folkeparti og to mindre borgerlige partier som Konservative og Liberal Alliance.  Afstanden mellem Dansk Folkeparti og for eksempel Liberal Alliance er kæmpestor.

- Lars Løkke Rasmussen kan lige så godt allerede nu få forventningsafstemt med vælgerne og med Venstres egne medlemmer, at det ikke bliver uden problemer at regere på et flertal, der bygger på et meget stærkt Dansk Folkeparti, siger Anders Langballe.

Lars Løkke Rasmussen siger i dagen udgave i Berlingske, at det er vigtigere at give skattelettelser til de laveste indtægter end at prioritere en lempelse af topskatten. Det er et synspunkt i direkte strid med Konservative og Liberal Alliance, men tæt på Dansk Folkepartis holdning.

- På den måde opnår han, at der ikke i valgkampen er FOR stor afstand mellem Venstre og Dansk Folkeparti i skattepolitikken. Han er udmærket godt klar over, at efter næste valg vil Dansk Folkeparti have langt større indflydelse end Liberal Alliance.

- Det har længe været et Venstre-mantra, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Det vil Venstre gentage igen og igen og igen op til valget. Lars Løkke Rasmussens melding passer fint ind i det budskab. Hvis man letter skatten i bunden, så kan det bedre betale sig at komme ind på arbejdsmarkedet, forklarer Anders Langballe.

Men ved at nærme sig Dansk Folkeparti i skattepolitikken åbner han til gengæld en anden flanke mod Konservative og Liberal Alliance?

- Ja, for de to partier er meget interesserede i lettelser af topskatten. Men de to partier græder ikke over Lars Løkke Rasmussens meldinger, for det giver dem en mulighed for at profilere sig på en rigtig borgerlig mærkesag som skattepolitikken.

- Lars Løkke Rasmussens analyse er, at det ikke er det store problem at Venstre taber vælgere til Konservative og Liberal Alliance. Dansk Folkeparti er et langt større problem. Partiet er jo næsten lige så stort som Venstre i meningsmålingerne. Dansk Folkeparti suger vælgere til sig fra Venstre, og det skal han forsøge at stoppe.

- Hvis balancen kan genoprettes lidt, så Konservative og Liberal Alliance bliver lidt større i forhold til Dansk Folkeparti, så gør det ikke Venstre noget. Det er en taktisk, strategisk overvejelse, at det er OK for Venstre at tabe nogle stemmer til Konservative og Liberal Alliance, hvis man så til gengæld kan tage nogle stemmer fra Dansk Folkeparti, vurderer Anders Langballe.

Han tror, at Lars Løkke Rasmussen har draget værdifulde erfaringer ved at kigge på de problemer, som statsminister Helle Thorning Schmidt har haft med at regere.

- De problemer som Lars Løkker Rasmussen står overfor kan minde om de problemer, som Helle Thorning Schmidt har haft. Hun regerer på et flertal, hvor der er kæmpe afstand mellem Enhedslisten på den ene side og de Radikale på den anden side.  Lars Løkke Rasmussen vil allerede nu  forsøge at forberede befolkningen på, at han kan komme i en lignende situation, når og hvis han skal danne regering efter næste valg, siger Anders Langballe.