Politik

Qvortrup: S-top minder om "House of Cards"

I øjeblikket er hovedbestyrelsen i Socialdemokraterne samlet på Hotel Christiansminde i Svendborg, og senere støder de lokale kredsformænd til. Til stede er også et stort antal journalister, for Socialdemokraterne er kastet ind i en dyb krise, der kommer til at præge mødet.

TV 2’s politiske reporter Knud Brix kunne tidligere i dag berette, at flere Thorning-tro kilder bebrejder Mette Frederiksen og til dels erhvervsminister Henrik Sass Larsen  for at puste til gløderne. Henrik Qvortrup, der i øjeblikket er til stede ved mødet i Svendborg nikker genkendende til den historie – Der foregår mange spegede ting bag dørene, siger han.

- Det er jo næsten House of Cards-agtigt, det sker hos Socialdemokraterne lige nu, og jeg kan bekræfte de oplysninger, som min kollega Knud Brix kommer med. Når kameraerne er slukkede, peger flere på, at Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har været lige lovligt langt fremme i bussen, når det handler om at sætte fokus på Helle Thorning-Schmidts svagheder, siger han til TV 2 News.

Ingen har haft lyst til at stå frem med citat, når det kommer til beskyldningerne om Mette Frederiksen, men ifølge Henrik Qvortrup, er det også tegn på, hvor meget der er på spil.

Spurgt ind til, hvorfor Mette Frederiksen i går stod frem og manede til ro og erklærede sin støtte til statsminister Helle Thorning-Schmidt, mener Henrik Qvortrup, at det passer godt ind i historien.

- Den erklæring passer godt ind i billedet, for så kan man signalere, at hun støtter Thorning, men det er påfaldende, at hun pludselig føler et behov for at melde ud om noget, der burde være en selvfølgelighed.

- En ting er, hvad der foregår på det officielle plan, men der foregår en masse på det uofficielle plan, og det er altså ikke for små børn, hvad der foregår i dansk politik – især ikke hos Socialdemokraterne, siger Henrik Qvortrup og tilføjer:

- Vi får nok i højere grad sandheden fra dem, der er forsigtige, end dem, der stiller sig frem med navn. Jeg tror roligt, man kan gå ud fra, at der er mange spegede dagsordner hos Socialdemokraterne i øjeblikket.