Politik

Katastrofe-måling: S vil klare sig bedre uden Thorning

Mere end en tredjedel af danskerne mener, at Socialdemokraterne vil klare sig bedre uden Helle Thorning-Schmidt.  Det viser en ny Megafon-måling

Danskerne er blevet spurgt, om de er enige i, at det ville styrke Socialdemokraternes muligheder for at få vælgerfremgang ved næste valg, hvis Helle Thorning-Schmidt fik en international topstilling, og Mette Frederiksen overtog posten som formand.

Det udsagn er 37 procent enige i, 26 procent er uenige, mens 28 procent svarer hverken/eller.

Billedet er stort set det samme for de socialdemokratiske vælgere. Her er 38 procent enige i, at partiet vil klare sig bedre med Mette Frederiksen som formand.

Ifølge TV 2 Nyhedernes politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen, er der tale om en katastrofe-måling for Thorning og Socialdemokraterne.

- Flere vil se det som en gevinst, at en partileder, en statsminister forsvinder hen, hvor peberet gror og ud af landet. Det er en katastrofe for Helle Thorning-Schmidt, og det er også en katastrofe for dem, der stadig håber på, at Socialdemokratiet kan vinde det næste folketingsvalg.

Ingen ende på kritikken

Resultatet af målingen opstår ifølge Lautrup-Larsen af en utilfredshed med forskellige politiske resultater, men også fordi, mange hele tiden vender tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt er på vej til Bruxelles eller ej.

- Det går så skidt for Socialdemokraterne, at man kigger efter forskellige løsningsmodeller. Og når man så lægger problemet, som vi kan se her, på Helle Thornings-Schmidts skuldre, så er det jo naturligt at se, hvordan kan vi slippe af med hende, siger han og tilføjer:

- Hele autoriteten, hele diskussionen omkring hende har jo længe været væk. Vi kan se det af, at nu er det fuldstændig åbent, nærmest tilladt, at partiforeninger i deres udtalelser kommer med den ene kritik efter den anden af ledelsen. Der er næsten ikke ende på, hvad der er af kritik.

Du kan se hele Peter Lautrup-Larsens analyse i videoklippet øverst i artiklen.