Politik

Messerschmidt: Front National er meget langt fra DF

Begge partier er EU-skeptiske. Men der hører ligheden mellem franske Front National og Dansk Folkeparti stort set også op.

Sådan lyder budskabet fra Morten Messerschmidt, medlem af Europa-parlamentet for Dansk Folkeparti, efter at Front Nacional er blevet den helt store vinder ved weekendens lokalvalg i Frankrig og også står til et kanonresultat ved Europa-parlamentsvalget i maj.

Der er ofte blevet draget paralleller mellem de to partier, men den sammenligning vil Morten Messerschmidt gerne have sig frabedt.

- Front National er på mange måder et parti, som man må begræde spiller så stor en rolle. Det er trist, at et parti med dybt antisemitiske rødder, økonomisk politik funderet i protektionisme og som er kendt for at markere sig med alle mulige bizarre meldinger, kan få så mange franskmænds stemmer, siger Morten Messerschmidt.

- Og jeg tror egentlig ikke, at det franske folk ønsker de personer, Front National har på stemmesedlen, men resultatet her og til EP-valget er udtryk for et svigt blandt de etablerede partier, der sender vælgerne i armene på Front National.

Samme parti som for ti år siden

Det stærkt højrenationalistiske Front National står til at have fået syv procent af stemmerne og borgmesterposten i mindst 14 franske byer – inden weekendens valg havde partiet aldrig haft en borgmesterpost.

Ifølge Morten Messerschmidt prøver flere af Dansk Folkepartis politiske modstandere herhjemme bevidst at drage paralleller mellem de to partier.

- Der er nogle, der har et politisk ønske at slå os i hartkorn med Front National. Og det er jo en fortsættelse af Nyrup-linjen og et forsøg på at fremstille DF som ’ikke stuerene’. Andre, er mit indtryk, ved bare ikke bedre. Og dem er der jo håb om at kunne nå med argumenter, siger DF-parlamentarikeren.

I er begge EU-skeptikere, og I er begge eksempelvis kritiske overfor øget indvandring. Er det ikke meget naturligt at sammenligne de to partier?

- Jeg kan ikke se mig selv i nogen konstellation med personerne i det parti. Formanden Marine Le Pen har forsøgt at skabe et billede af, at partiet har ryddet op og luget ud blandt de allermest rabiate. Men mit indtryk er, at Front National er det samme parti som for ti år siden, når man kommer lige ned under overfladen.

Også til Europa-parlamentsvalget til maj står partiet til en fremgang. Hvad vil det betyde for den EU-skeptiske bevægelse i parlamentet, hvis Front National bliver styrket?

- Det kan betyde, at der kommer endnu flere EU-skeptikere i parlamentet, som sidder udenfor de etablerede grupper. Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke findes et parti i Frankrig, der både bygger på grundlæggende demokratiske værdier og som er EU-skeptiske. Og jeg synes egentlig også, det her understreger, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark har et parti som Dansk Folkeparti.