Politik

K: Vælgerne er enige med os om børnecheck

EU-borgere skal bo, arbejde og betale skat i Danmark for at få børnecheck. Der skal laves regler, så statskassen ikke tømmes. Det kan ske ved en palet af forslag, som kombinerer skattefradrag, børnetilskud eller andet.

Det siger De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen. Han og Venstre forhandler fredag den politisk betændte sag med skatteminister Morten Østergaard (R).

- Vores opfordring til regeringen er, at de kommer ned fra det høje træ. De skal prøve at være konstruktive i stedet for bare at plaffe alle vores forslag ned - én for én. Vi skylder danskerne at finde fælles løsninger, siger Brian Mikkelsen.

Syv af ti danskere støtter ifølge Wilkes måling i Jyllands-Posten et optjeningsprincip, så EU-borgere først får fuld børnecheck efter to års arbejde i Danmark.

De Konservative er enige, men finder gerne en løsning, som ikke strider mod EU-retten, siger han.

- Vi mener, at det er foreneligt med EU-retten. Det skal prøves ved EU-Kommissionen. Men vi har også sagt: Vi er villige til at finde forskellige løsninger.

- For os er det ikke politisk drilleri eller en ideologisk markering, som det ser ud til at være for De Radikale, siger Brian Mikkelsen.

Børnechecken trues ligesom SU, dagpenge og kontanthjælp af velfærdsturisme.

EU er ifølge den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ikke en social union. Derfor er Tyskland gået til EU-Kommissionen sammen med Storbritannien, Østrig og Holland, påpeger han.

Danmark bør gå sammen med de fire lande, mener Brian Mikkelsen. Han ser børnechecken som det første skridt frem mod en løsning.

- Der skal findes en samlet løsning, så vi ikke hopper fra tue til tue. Nu må vi EU-positive partier finde en fælles EU-aftale, som signalerer, at vi står sammen, siger Brian Mikkelsen.