Politik

Højspændt børnecheck-sag nærmere løsning

De højspændte politiske forhandlinger om børnecheck til udenlandske EU-borgere kom fredag et lille skridt nærmere på en løsning.

Under EU-topmødet i Bruxelles tog Helle Thorning-Schmidt uventet sagen op med EU-kommissionen, der forsikrede statsministeren om, at der vil blive set på, hvordan man kan undgå misbrug af velfærdsydelser.

- Jeg lovede statsminister Helle Thorning-Schmidt, naturligvis i en åben og konstruktiv ånd, at diskutere de særlige danske bekymringer, fortalte kommissionsformand José Manuel Barroso efterfølgende til TV 2.

Helle Thorning-Schmidt skal dog først komme med et udspil til en løsning på problemet, og den opgave synes lettere efter dagens forhandlinger om børnechecken på Christiansborg.

Venstre og Konservative havde ellers ingen forventning om at kunne komme regeringen i møde inden forhandlingerne med skatteminister Morten Østergaard (R):

- Efter det vi har oplevet de sidste par uger, så er forventningerne ikke så store, lød det fra Venstres finanspolitiske ordfører, Claus Hjort Frederiksen, men han var anderledes positiv efter at være blevet præsenteret for regeringens udspil.

Forslaget går ud på, at børnechecken fremover skal udbetales bagud, så muligheden for snyd elimineres. En borger fra et andet EU-land, der blot skal have arbejdet et par dage, før vedkommende kan få børnecheck, kan således ikke sige sit job op og rejse hjem med checken.

Børnechecken skal desuden kun udbetales for en måned ad gangen, og reglen vil også komme til at gælde alle danskere.

- Det at ændre det fra forudbetalt til bagudbetalt, det er da et helt fint forslag, sagde Claus Hjort Frederiksen efter mødet i skatteministeriet, og Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, var ligeledes positiv stemt:

- Vi har oplevet en regering, der har flyttet sig, mente Brian Mikkelsen, der tilføjede, at partiet selvfølgelig var interesseret i en lov, der er forenelig med EU-retten.

En udmelding, der glæder skatteminister Morten Østergaard, som forventer, at en samlet aftale tidligst kan nå at komme på plads en gang i næste uge.