Politik

Hjort: Regeringen har erkendt, at de har været arrogante

Regeringen har nærmet sig de borgerlige i sagen om børnecheck til EU-borgere.

Sådan lyder udlægningen i hvert fald fra Venstres Claus Hjort Frederiksen og de Konservatives Brian Mikkelsen, der fredag formiddag har været til forhandlinger med skatteminister Morten Østergaard i forsøget på at finde en løsning på i den meget omtalte børnecheck-sag.

- Regeringen har fremlagt et forslag om at ændre børnechecken fra at være forudbetalt til bagudbetalt, og det er jo fornuftigt nok. Men det viser jo bare af regeringens ageren her, at der er andre fortolkninger af forordningen, end det regeringen hidtil har sagt. Og det betragter vi ærlig talt som en åbning, og regeringen kigger nu på, hvilke forslag de kan fremlægge, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det er glædeligt, at regeringen har erkendt, at de har været for stædige, for overlegne og for arrogante i behandlingen af os i den her sag.

Ifølge den tidligere finansminister er der endnu ikke indkaldt til nye forhandlinger.

- Vi har ikke konkret aftalt noget, men det er mit indtryk, at regeringen nu vil arbejde videre med sagen, og så hører vi vel fra dem.

Du kan få et overblik over hele den ophedede børnecheck-debat her.