Redaktør: Langballe var et intellektuelt fyrtårn

Jesper Langballe, tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, døde lørdag morgen i en alder af 74.

Tidehvervspræsten blev valgt ind i Folketinget i 2001 samtidig med sin fætter og præstekollega, Søren Krarup, hvor han sad indtil 2011. Sammen havde de to politikere en kæmpe betydning for Dansk Folkeparti, fortæller TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, der kalder dem for partiets 'intellektuelle fyrtårne'.

- Det var de første akademikere, der kom til at spille en central rolle i Dansk Folkeparti.

- Nogle vil kalde dem sådan lidt højtravende ind imellem, og sådan blev de også set i Dansk Folkeparti, og det var dét, man havde brug for i Dansk Folkeparti.

Anders Langballe har igennem årene dækket flere af partiets landsmøder, hvor det var tydeligt, at de havde længere snor end andre politikere i Dansk Folkeparti.

- Langballe kunne sige nogle ting, som andre delegerede ikke kunne sige uden for alvor at komme i problemer med partiets daværende formand, Pia Kjærsgaard.

Jesper Langballe havde i mange år, også før han kom i Folketinget, kontroversielle synspunkter på udlændingeområdet, men han var meget afholdt hos partiformanden.

- Pia Kjærsgaard holdt af den der akademiske, intellektuelle tilgang til tingene, han havde, fortæller TV 2's redaktør, der også betegner Jesper Langballe som en 'festlig fyr':

- Han var et festfyrværkeri af røverhistorier.

Få hele redaktørens karakteristik af Jesper Langballe i videoklippet øverst i artiklen.