Politik

Jesper Langballe er død

Det tidligere folketingsmedlem Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti er død i en alder af 74, det bekræfter DF's pressechef Søren Søndergaard over for TV 2.

Jesper Langballe blev fundet død i sin seng lørdag morgen, oplyser DF's Folketingsmedlem Søren Espersen, der er berørt af dødsfaldet.

- Han definerede den nationalkonservatisme, som blev væsentlig for DFs udvikling. Han løftede ved sin blændende retorik niveauet i Folketinget. Han kunne holde taler uden manuskript og var en blændende debattør. Samtidig var han fuld af fest og glæde, og han var også en god personlig ven af mig. Vi vil komme til at savne ham meget, siger Søren Espersen til TV 2.

Tidehvervspræsten Jesper Langballe blev valgt ind i Folketinget samtidig med sin fætter og præstekollega, Søren Krarup, i 2001.

Fundet af barnebarnet

Søren Krarup fortæller til tv2.dk, at fætteren sov stille ind efter en hyggelig aften hos familien.

- I går aftes, var han til middag ved sin søn, hvor hans yngste datter også var der. De havde en hyggelig aften, der var højt humør, da han gik i seng, siger han til tv2.dk.

Det var barnebarnet, der fandt Jesper Langballe død.

Søren Krarup fortæller til tv2.dk, at Jesper Langballe i flere år havde lidt af sukkersyge.

- Jesper har i adskillelige år lidt af sukkersyge, og det havde svækket ham. Han var præget af det, men han var åndsfrisk. Han havde ikke så mange kræfter til sidst, men han var ikke typen, der jamrede.

Betydelig indflydelse

Som sit partis udlændinge- og integrationsordfører havde Jesper Langballe en betydelig indflydelse på den borgerlige regerings flygtninge- og indvandrerpolitik under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Før karrieren som folkevalgt på Christiansborg arbejdede den journalistuddannede Jesper Langballe ved Jyllands-Posten fra 1964 til 1972. Herefter blev han uddannet præst og fungerede som sognepræst i Thorning.

Jesper Langballe sagde - ligesom fætteren Søren Krarup - farvel til Folketinget ved valget i 2011.